Turist i Bangkoks baghave

Den lille, og endnu lukkede hånd, glider frem mellem et af hullerne i trappens gelænder. De sorte øjne og det drengede ansigt er endnu gemt bag det faldefærdige gelænder. Men kigger man godt efter anes et forventningsfuldt smil i halvmørket. Et sekund senere dumper to stykker slik ned i min hånd. Større gave kan ingen voksen gøre sig håb om, uanset om giveren bor i en fjerntliggende landsby i Thailand eller på en stille villavej i Danmark.

Gaver og god mad har til alle tider været menneskers måde at byde fremmede velkomne på. Og intet sted i Thailand føler man sig mere velkommen end i landets fattigste og mindst besøgte provins, Isaan i det nordøstlige Thailand, med grænse mod Laos og Cambodja på den ene side og den mægtige turistmagnet, Chang Mai provinsen, på den anden.

Hvad denne del af Thailand mangler i smukke strande, elefanttrek og forgyldte templer har den til gengæld i overmål i noget så sjældent som nysgerrighed, venlighed og ægte gæstfrihed.

Turistattraktionen her er menneskemøder. Og vel at mærke ikke menneskemøder funderet på et køber-sælger forhold, som det er mange andre steder i Thailand og resten af Asien.

Det er uforstilt og ægte interesse i at vise og give. Samme personlighed stræk, som har gjort thaiernes land til et af danskernes største feriemål de senere år.

Men i modsætning til flere andre steder i Thailand, er Isaan endnu ikke ødelagt af vestlige turister, der smider om sig med penge på de forkerte ting og samtidig pure nægter at betale prisen til den ananas sælgende kvinde på stranden, der knokler for blot at tjene en dagsløn.

Derfor er det heller ikke bevidstløs badeferie at lave en afstikker fra den kendte turistvej. Alt det praktiske er der taget hånd om, men som i ethvert godt menneskemøde kræver det indlevelse og engagement fra begge parter for at blive rigtig godt.

Sådan er det også, hvis du besøger de lokale landsbyer i Isaan. Jo mere du giver, jo mere får du igen. Vælger du at række hånden frem og modtage gaven, eller stiller du dig op med kameraet på sikker afstand og nøjes med at fotografere »de indfødte?

Vælger du det sidste, får du gode billeder, men ingen historier at fortælle til billederne. Til gengæld har du historier for livet printet ind på såvel nethinde som fotohinde, hvis du ikke bare skal underholdes, men også selv bidrager til underholdningen.

»Der venter jer en stor oplevelse, hvis I selv vil,« lød den lidt kryptiske besked fra vores guide i Bangkok, inden vi satte os ind i vores lejede Toyota HiAce med egen chauffør og guide og begav os mod »det ukendte Thailand«, som det så poetisk blev formuleret.

Nu er det imidlertid så som så med det ukendte og uberørte i Asiens turistland nummer et. Der er næppe det gadekøkken i Thailand, der ikke har haft en stor smaskende back- packer siddende ude foran og ædt sig en pukkel til i velsmagende thai-mad. Isaan er ingen undtagelse. Det føles bare sådan, når man går ned ad gaderne i de små landsbyer og bliver mødt af fnisende børn, der genert vinker til en, som var man Kejseren af Kina. Og hånden på hjertet: Hvem nyder ikke bare en gang imellem at føle sig vigtig og særlig velkommen?

Ikke fordi man har betalt sig til opmærksomheden, men simpelthen fordi man er fremmed og dermed pr. definition interessant med sin hvide hud, mærkelige ord og hår på benene.

Allerede få timers kørsel fra Bangkok er det som om, man krydser en usynlig grænse til et andet land. Her er det det gamle Thailand, der møder én, hvor alting går på bedste beskub med overlæssede cykler, vinkende børn, hårdtarbejdende kvinder i rismarkerne og store nysgerrige øjne, når der fra tid til anden kommer en HiAce blæsende igennem deres land med rød mossede turister på bagsædet.

Bangkok forsvinder i bakspejlet, og foran os breder de åbne vidder sig ud. Den friske luft og det smukke grønne skær over rismarkerne får pulsen til at falde.

En risbonde bakser med to okser, et hold kvinder strækker ryggen og retter på solhatten, inden de atter bøjer sig over de grønne spirer, der er deres livsnerve i hverdagen. Isaan er og bliver landbrugsland. Og det er således hårdtarbejdende farmere, der efter en lang dags kørsel tager imod os i landsbyen Khampom.

Selv om vi ankommer sent om aftenen venter der et overdådigt aftenmåltid på os. Og mens vi smager os igennem lokale Isaan- retter, hvor bl.a. den stærke papaya-salat er en lokal specialitet, ridser Henk, vores hollandske vært, programmet for de kommende dage op:

Vi skal på rundtur i landsbyen, besøge skolen, templet, lægeklinikken og med i rismarkerne og hjælpe til, hvis vi har lyst. Og endnu en gang bliver vi mindet om, at jo mere vi selv deltager, jo mere får vi ud af besøget.

Efter en nat hos en lokal thai-familie er det tid til den store landsby-rundtur. Rygtet om, at der er »farangs« (thaiernes kælenavn for hvide fremmede, red.) i landsbyen, er for længst løbet i forvejen, og særligt børnene har svært ved at styre deres nysgerrighed.

»Hello, how are you...« råber en lille dreng, inden han grinende begraver hovedet i mors skørter. Kort efter vil han lege: »Papir-sten--eller-saks« og rækker udfordrende næven frem. Det er disse oplevelser, der er turens egentlige formål.

Kampom har bestemt ikke de store turistattraktioner at byde på, og så alligevel - måske har de større oplevelser end mange andre steder. Det kræver blot øjne, der ser.

Kort efter sidder vi på første parket i templet og spiser med landsbyens ældste beboere, der har bragt søndagsmiddagen til templet, inden den ældste munk kalder til bøn og samling.

Min skaldede rejsemakker bliver udspurgt, om han er dansk munk. Et smil og en stille rysten på hovedet, får kun de gamle damer til at grine endnu højere og række hver deres lækre, og mindre lækre, lokale retter frem til offentlig bespisning af landsbyens gæster.

»Hele sidste år var der kun 25 grupper med turister her. Det er meget få og sådan skal det helst blive ved med at være. På den ene side vil jeg gerne vise vesterlændinge, at Thailand er meget andet end Phuket og Bangkoks menneskemylder. Det er også hårdtarbejdende farmere, ægte smil og en oprigtig nysgerrighed. På den anden side kan disse små landsbyer ikke tåle det store turistrykind uden at blive ødelagt, så jeg tager kun et begrænset antal turister hertil, og altid i små grupper, så følelsen af at komme tæt på- både for dem og jer - er mest autentisk,« forklarer Henk, der for seks år siden giftede sig med en lokal Isaan-kvinde, flyttede til Thailand og opgav et travlt job som salgskonsulent for Philips i Holland.

Modstanden er nærmest for overvældende. Men vi kan ikke sidde udfordringen overhørig: Thailand mod Danmark i fodbold. Og det på en bane, der mest af alt minder om en stor mudderpøl. 18 drenge og piger i alderen otte til 18 år stiller op mod os tre.

Vi låner en målmand, men efter 45 minutters indædt dyst må vi udmattet overgive os. Pris: Is til alle på det vindende hold. Men i Thailand er den slags udskejelser bogstavelig talt blot et greb i lommen.

Efter at have tømt den lokale is mands bod lyder regningen på sølle 35 kroner, men så har vi også givet store isvafler til alle og fået nye venner, der følger os helt hjem og står klar, så snart vi forlader vores værtsfamilie igen.

Og sådan venter den ene oplevelse efter den anden på os. Den sidste aften, vi er i landsbyen, kommer unge piger og danser traditionel dans for os. De virker oprigtig stolte og glade for at vise deres århundrede gamle traditioner frem.

Vi sender en hurtig tanke af sted mod de danske unge og forestiller os dem danse folkedans for tre thailandske turister - og det endda midt i den bedste sendetid. Nej vel! Tanken er for absurd.

Ceremonien afsluttes med fællesdans og gode lykønskninger på vores fortsatte færd. Vi får hvide Isaan-bånd om håndleddet som tegn på venskab og fortsat held og lykke.

En gimmick? En sikker turist-happening, så ikke et øje er tørt? Ikke det fjerneste. Efter tre dage som landsbyens gæster er der ingen tvivl i vores hjerter: De mener hvert et ord og hvert et dansetrin - hvor utroligt det end lyder, at unge mennesker gider den slags i disse moderne mobil- og internettider.