Køb Hr. Møllers lystbåd
Skrevet af ad d. 13/06/2009 07:39:01
For knap 19 mio kroner kan man blive godt sejlende og krybe til køjs i gennemførte Mærsk-farver.
Udvidet nyhedstekst

For knap 19 mio kroner kan man blive godt sejlende og krybe til køjs i gennemførte Mærsk-farver.

Danmarks rigeste mand skal have ny lystbåd. Den 96-årige Mærsk Mc-Kinney Møller har bestilt en ny båd i Finland til en pris, der tippes at ligge lige under 50 millioner kroner.

Den finske båd, en Swan 82 DS fra Nautors-værftet, ventes at blive leveret i næste måned, skriver Fyns Amts Avis.

Så nu er den "gamle" båd blevet sat til salg for den nette pris af 2,48 millioner Euro eller 18,4 millioner danske kroner gennem et hollandsk firma, der specialiserer i luksus-yachter.

Hr. Møllers yacht er en danskbygget X-73 fra 2002, som der kun er bygget to af i Danmark. Den kan beses på hjemmesiden Yachtworld.com, hvor man kan få et godt indtryk af, hvad man får for en brugtbådspris på 8-10 parcelhuse.

Overalt på den 20 meter lange båd, både udvendigt og indvendigt, er der detaljer i rederiets blå farve, og alt er grundigt beskrevet. Selv lakeringen af det velholdte teak-træ er specificeret.

Detaljerne på den nye og meget større lystyacht er der ikke så stor åbenhed om, typen kan dog ses beskrevet i generelle vendingerhos værftet. Men i hvert fald navnet på den nye McKinnney-Møller båd menes at være sikkert: Det bliver en Klem VIII, som skal afløse den nuværende Klem VII.

Klem er en familietradition - en sammensætning af navne fra familien, skriver Fyns Amts Avis.

 

 

kilde http://www.berlingske.dk/article/20090612/danmark/90612170/