Thailands sorte får vil rejse til Afrika
Skrevet af Webmaster d. 16/04/2009 11:08:25

Thailands tidligere premierminister, som bliver beskyldt for at opildne til uroligheder, vil forlade sin eksiltilværelse i Dubai, siger talsmand.
Thaksin Shinawatra, Thailands tidligere premierminister, er på vej til et afrikansk land. Han lever i eksil i Dubai, men en talsmand for Thaksin siger, at ekspremierministeren har besluttet sig for at rejse til et afrikansk land. Navnet på landet er ikke nævnt.

»Vi rejser til et sted i Afrika. Vi kan tydeligvis ikke blive her«, siger Thaksins talsmand til Dubai-avisen 7Days.

Tidligere i dag kom det frem, at Nicaragua har udstedt et diplomatpas til Thaksin.

I går annullerede udenrigsministeriet i Bangkok Thaksins pas med den begrundelse, at han fra sit eksil har opildnet til de uroligheder og demonstrationer, der førte til optøjer i Bangkok og saboterede et asiatisk topmøde i feriebyen Pattaya i weekenden.

Særlig ambassadør for Nicaragua
I en regeringserklæring, udstedt i Nicaraguas hovedstad, Managua, hedder det, at præsident Daniel Ortega tidligere i år bad Nicaraguas udenrigsministerium om at udstede et diplomatpas til Thaksin, der så skal fungere som særlig ambassadør, som skal arbejde for investeringer i Nicaragua.

Thaksin blev væltet fra magten i Thailand ved et militærkup i 2006 og har siden levet i eksil. Han er idømt en fængselsdom på to år i Thailand for korruption.

Demonstranter har indstillet kampagne
Demonstranterne i Bangkok krævede premierminister Abhisit Vejjajivas afgang og nyvalg og blokerede i tre uger regeringskontorer. I tirsdags indstillede demonstranterne imidlertid deres kampagne for at undgå blodsudgydelser, sagde de.

I dag vendte Abhisit tilbage til sit kontor for første gang i tre uger.

ritzau/AFP

kilde http://politiken.dk/udland/article690841.ece