En tredjedel af Thailand er katastrofeområde
Skrevet af ADM d. 13/10/2011 04:04:44

Udvidet nyhedstekst
Oversvømmelserne i Thailand er de værste i 50 år, og det får nu regeringen til at erklære hver tredje provins for katastrofeområde.
Siden juli har Thailand været ramt af oversvømmelser. 26 ud af 77 provinser er erklæret katastrofeområde.

Millioner af huse er ødelagte. Mindst 281 mennesker er døde. Oversvømmelser har siden slutningen af juli krævet sine ofre, og den thailandske regering prøver nu at flytte nødhjælp for at speede nødhjælpsarbejdet op.

Lige nu er 26 ud af 77 provinser ramt af vandmasserne, mens hovedstaden Bangkok har det værste til gode. Her forventer man, at store mængder vand vil nå den lavtliggende by i midten af oktober, når vandet kommer strømmende fra nordlige dele af landet.

 



Vandet har også ramt landets rismarker, hvor det er gået ud over høsten. Den thailandske premiereminister har derfor bedt forretninger og virksomheder til ikke af den grund at skrue rispriserne i vejret. For folk lider nok i forvejen, skriver Reuters.

 

Regning på 21 mia.

Provinsen Pathum Thani blev i denne uge ramt hårdt og brutalt af vandet, redningsarbejdere byggede en stærk mur til at holde vandet ude, men tirsdag måtte muren se sig slået af vandets styrke, og huse står nu under to meters vand.

Og i hårdt ramte byer som Ayutthaya er det ikke til at se, hvad der oprindeligt var floder eller veje. Her flyder folk rundt i gaderne på, hvad de nu kan finde, skriver Fox News.

Thailands myndigheder skønner, at skaderne kommer til at løbe op i en regning på over 21 milliarder kroner, og 1,1 million hektarer er ødelagt.

kilde b.dk/globalt