Debatemne: Thai-Dk Din debat side :: Støttegruppe vil hjælpe udvist familie

Oprettet af thai d. 04-01-2014 01:20
#88

Im blev sidste års mest omtalte pige, da myndighederne i november tvang hende og moren ud af landet og retur til Thailand.

Hendes stedfar - Suthida Nielsens mand Johnny Nielsen - døde i 2012 af kræft, og dermed mistede de efterladte grundlaget for at blive i landet.

Men efter et stort folkeligt pres ændrede Folketingets partier - på nær Dansk Folkeparti - lovgivningen, så et dødsfald ikke betyder, at familier skal forlade landet.

Loven træder dog først i kraft i løbet af foråret, og Im og hendes mor må derfor opholde sig i landet på en turistvisum, indtil loven er vedtaget.

- Vi glæder os rigtig meget til at komme hjem. Vi har pakket og flyver i morgen fra Bangkok mod Danmark, fortæller Suthida Nielsen til Ekstra Bladet fra Thailand.

Im og Suthida har haft besøg af Ims farmor og farfar - Inger og Roland Nielsen - siden midten af december, og de rejser med hjem i morgen.

De lander alle fire i Københavns lufthavn lørdag morgen, inden de flyver videre til Aalborg.

- Im har kedet sig her i Thailand, da hun ikke kan sproget og ingen venner har, så hun glæder sig rigtig meget til at starte i skole igen på mandag, fortæller Suthida.

Da Im og Suthida forlod Aabybro, holdt skolen en farvelsammenkomst, og de vil også holde en lille velkomstfest, når de kommer tilbage.

- Det bliver nok ikke alt for stort, men vi vil helt sikkert holde en velkomstdag for hende, fortæller Ims klasselærer i 1. b Maiken Jespersen.

Im har kun modtaget undervisning fra sin mor i Thailand i næsten to måneder.

- Im er en dygtig pige, så det, tror jeg ikke, bliver et problem. Hun mangler selvfølgelig noget undervisning, men fagligt er det ikke det store problem. Jeg har sendt Ims skolebøger over til dem, og så læser hun det samme på nettet som sine klassekammerater, siger Maiken Jespersen.

Selv om Im måske er kommet lidt bagud i klassen, så vil hun ikke modtage individuel undervisning.

- Nej, det eneste hun vil modtage, er den individuelle undervisning hun modtager som tosproget elev, siger Maiken Jespersen

http://ekstrablad...185594.ece