Oprettet af Je suis Charlie d. 22-01-2020 09:19
#1
Drømmer du om en pensionisttilværelse i Thailand? Derfor kan det være 'et helvede'
En stor del af danske pensionister i Thailand lever uden en sundhedsforsikring med alvorlige konsekvenser til følge.
En del drømmer måske om at tilbringe sit pensionistliv under varmere himmelstrøg.
Men sker det udenfor EU kan det få alvorlige konsekvenser, hvis man kun har sin pension at leve for.
572 danske pensionister bor i dag i Thailand, viser tal fra ATP. Men en stor del af dem lever uden en sundhedsforsikring med alvorlige konsekvenser til følge, hvis de bliver syge.
Flyttede til Thailand efter arbejdsskade
Søren Larsen rejste fra Danmark i 2007 og har siden boet i badebyen Pattaya.
Oprindeligt var det en arbejdsskade efter mange års arbejde med stærke kemikalier, der fik ham til at flytte. Trods flere operationer havde han voldsomme smerter.
- Jeg fik morfinpiller, lige så mange jeg ville have. Jeg kunne gå og tage alle dem, jeg ville have. Det kunne jeg ikke klare mere, siger Søren Larsen.
Varmen i Thailand hjalp på sygdommen, siger han.
- I løbet af 14 dage kunne jeg begynde at rette mine fingre ud. Jeg kunne køre på motorcykel. I Danmark kunne jeg ikke engang køre på en cykel, for jeg kunne ikke holde på styret.
Ikke råd til sundhedsforsikring
I dag bor han sammen med sin kæreste og kommende hustru, Meo, i et rækkehus i udkanten af Pattaya.
Han har sukkersyge, og hun har epilepsi, men førtidspensionen rækker ikke til en sundhedsforsikring, og som udlandsdansker bosat udenfor EU har Søren ikke længere et dansk sygesikringsbevis.
Det frustrerer Søren Larsen, ligesom det gør ham vred, at danske folkepensionister i Thailand kun kan modtage grundbeløbet i folkepension.
Det skyldes, at Danmark ikke har en aftale om social sikring med Thailand. Førtidspensionister, der er rejst til Thailand efter 2013, får også reduceret deres ydelse.
Men nogle vil sige, at du har forladt Danmark. Og det er prisen, man betaler for at bo udenfor Danmark. Hvad siger du til det?
- De aner ikke, hvad de snakker om, svarer Søren Larsen.
Dansk præst i Bangkok advarer
- Hvis du har forsikring, og hvis du har penge, og hvis du har netværk, så er Thailand et paradis. Men har du ingen forsikring, har du ingen penge, og så ryger netværket. Og så er det et helvede, siger Christa Lund Herum, en dansk præst bosiddende i Bangkok.
Hun ser, hvor galt det kan gå, når især ældre danskere bliver syge i Thailand.
- Vi har haft et tilfælde med en, der døde på hospitalet og ikke havde betalt sin regning, og så tilbageholdt de liget. Der var jeg så ude og lave en lille begravelsesceremoni for den afdøde i kølrummet. Hvad der så er blevet af ham siden, det ved vi ikke, fortæller Christa Lund Herum, der jævnligt besøger og trøster danskere i klemme i landet.
Mange syge får også problemer med myndighederne, fordi de kommer til at overskride deres visum og dermed opholder sig illegalt i landet, forklarer præsten.
En del pensionister er ifølge Christa Lund Herum overraskede over, at hverken den danske ambassade eller kirken kan hjælpe med hospitalsudgifter eller betaling af en flybillet hjem.
- Folk strander herude. Ligger syge i private hjem, eller hvor folk nu har forbarmet sig over dem. Eller forsvinder.
kilde: https://www.dr.dk...t-helvede#!/
Oprettet af skipper d. 22-01-2020 17:30
#2
Ja jeg læste godt nok den der Charlie.
Men hvem ved sine fulde fem ville flytte til Thailand når de ikke engang kan holde om et cykelstyr, og tro at de nok skulle klare den alligevel, bare det var varmt nok.
Thailand er ikke for svæklinge skal jeg hilse og sige, jeg har selv prøvet det, og der var ingen der hjalp mig når jeg faldt af motorcyklen, eller dummede mig på andre måder.
Vælger man Thailand frem for at blive hjemme, så må man være klar over at man er alene, ingen behøver hjælpe dig, og ingen gør det hvis du ender på hospitalet.