Debatemne: Thai-Dk Din debat side :: Munk ville ikke flytte sit telt - trampet ihjel af elefanter

Oprettet af thai d. 25-02-2019 07:27
#1

En buddhistisk munk i Thailand var så imponeret over at have tilbragt 19 nætter i skovens dybe, stille ro, at han nægtede af flytte sit telt. Det levede han ikke længe nok til at fortryde.

Han blev trampet ihjel af en flok vilde elefanter, skriver avisen Mirror.




Den 35-årige Phra Prapop Chanphaikhor havde tilbragt dagene i skoven ved at læse religiøse skrifter og meditere, og han nærmede sig afslutningen på opholdet.

Men han valgte - ikke særligt klogt - at overhøre advarslerne fra de lokale elefantkendere om, at der var en flok vilde hanelefanter på vej ind i området.

Hans telt skulle ikke flyttes, for han manglede kun en enkelt nat i skoven.

Så kunne det være lige meget, at han sad og mediterede midt på en sti, der ofte blev brugt af elefanterne.

Tragisk nok blev Prapop fundet død med brækkede ribben, arme og ben nær sit telt i oliepalmeplantagen Chachoengsao i det centrale Thailand for godt en uge siden.

Landsbyens leder fandt liget af Prapop, der var blevet trukket 15 meter fra sit telt. Han havde været død i omkring seks timer og altså blevet trampet ned i de tidlige morgentimer.

Der havde oprindeligt været to munke i teltet, men den ene var flyttet, så snart han fik at vide, at det var sat op på en elefantsti.

Det menes, at omkring 15 elefanter kom gående midt om natten, før de stødte på munken i hans midlertidige ly, som altså stod i vejen.

Det er ifølge landsbylederen ikke første gang, at de vilde elefanter forstyrrer mennesker. Flere er sågar blevet såret af dem de seneste år.

»De vilde flokke er for nylig begyndt at slå sig ned ved vores plantager og marker. De ødelægger vores produkter, og de vender ikke tilbage til deres naturlige område.«

kilde https://www.bt.dk...-elefanter