Oprettet af peter greersen d. 14-02-2019 01:37
Thailands valgkommission vil opløse prinsesses parti
Parti, som fik støtte fra prinsesse under drama i Thailands valgkamp, vil formentlig blive opløst.
Thailands valgkommission har onsdag bedt landets forfatningsdomstol om at opløse et politisk parti, der i weekenden meddelte, at det havde kongens søster, prinsesse Ubolratana, som spidskandidat ved valget i næste måned.
Efter indsigelser fra prinsessens bror, kong Ubolratana, besluttede partiet dog, at det alligevel ikke ville have prinsessen som kandidat.
Men iagttagere vurderer, at prinsessen alene med sin støtte til oppositionen klart har svækket den regerende juntas kandidat til posten som premierminister, Prayut Chan-o-cha.
Thailands monarki er normalt hævet over politik, men royale har også tidligere grebet ind i kriser med politiske udmeldinger.
Partiet Thai Raksa Chart er loyalt over for den nu landflygtige tidligere premierminister Thaksin Shinawatra, som stadig indirekte dominerer thailandsk politik.
Hans bevægelse, der har massiv opbakning i landprovinserne, kæmper mod den traditionelle økonomiske elite og militæret.
Valgkommissionen har nu bedt forfatningsdomstolen om helt at opløse partiet, fordi det bragte et royalt medlem ind i valgkampen.
- Det var en handling, som må opfattes som fjendtlig over for det konstitutionelle monarki, hedder det i begrundelsen.
Forfatningsdomstolen siger, at den er begyndt at behandle sagen.
Politiske iagttagere vurderer, at partiet Thai Raksa Chart - og dermed hele det politiske maskineri bag Thaksin Shinawatras bevægelse - blev voldsomt styrket med prinsens støtte.
Men hvis partiet nu forbydes er det et alvorligt tilbageslag.
På Instagram skrev den 67-årige prinsesse sent tirsdag en undskyldning for hendes rolle i dramaet, som i flere døgn vendte op og ned på hele det politiske liv få uger før valget den 24. marts.
Prinsessen var den tidligere kong Bhumibol Adulyadejs førstefødte, men hun frakendte sig sine royale titler, da hun i 1972 giftede sig med en amerikaner.
Lederen af den thailandske militærjunta, Prayut Chan-o-cha, har relanceret sig selv som civil politiker, men han er upopulær hos de fleste vælgere.
De er trætte af hans bryske eller brutale stil. Desuden mener mange, at juntaen har ødelagt landets økonomi.
Telekom-milliardæren Thaksin Shinawatra blev afsat ved et kup i 2006. Hans yngre søster Yingluck Shinawatra blev i 2011 valgt som regeringsleder og leder af brorens bevægelse.
Hun blev fjernet fra magten i 2014 og lever i dag også i eksil.
kilde
https://www.jv.dk...el/2687062