Debatemne: Thai-Dk Din debat side :: Thailands politi optrevler netværk bag falske pas

Oprettet af yindee d. 11-02-2016 02:36
#1

Den formodede bagmand, kaldet The Doctor, har angiveligt produceret falske pas i årevis til flygtninge.

Bangkok: Thailandsk politi har optrevlet et netværk af kriminelle, som har produceret og leveret falske pas til kunder fra Iran, Syrien og Afghanistan, der forsøger at komme ind i Europa.

Det oplyser de thailandske myndigheder onsdag ifølge AFP.

Fem års efterforskning kulminerede mandag i anholdelsen af den formodede hovedgerningsmand, den 48-årige iraner Hamid Reza Jafary, der også går under navnet "The Doctor".

Han skulle efter sigende have lært at lave falske pas af sin afdøde far, oplyser politiet. Hamid Reza Jafary har angiveligt drevet sin forretning i mange år fra sit hjem i Chachoengsao-provinsen øst for Bangkok.

- Han har produceret falske pas til folk fra Iran, Syrien og Afghanistan, der flygter fra krig, og som ønsker at komme til Europa, siger generalløjtnant Nathathorn Prousoontorn fra thailandsk politi.

Han tilføjer, at iranerens arbejde er så professionelt og grundigt, at grænsebetjente aldrig ville opdage, at passene var falske.

Ifølge politiet erkender "The Doctor" sig skyldig i anklagerne og risikerer nu op mod ti års fængsel.

Hamid Reza Jafary har i flere år været eftersøgt af efterretningstjenester i både Japan og Europa.

Foruden iraneren blev fem pakistanske mellemmænd anholdt i razziaer i og omkring Bangkok mandag.

Thailand har længe været knudepunkt for en industri, hvor der sælges falske dokumenter til menneskesmuglere og andre kriminelle.

Et enkelt falsk pas kan sælges for 80.000 thailandske baht - svarende til cirka 15.000 danske kroner.

http://www.bt.dk/...falske-pas



Thai cops bust gang sending fake passports to migrants to Europe
http://www.dailym...urope.html


Iranian 'passport doctor' arrested
http://www.bangko...ringleader

Redigeret af yindee d. 11-02-2016 02:43