Oprettet af pensionisten d. 11-11-2011 01:31
#1
11.11.2011 Kanchanaburi.
Godmorgen Dagbog.
I give you sagde Kat og stak sine hænder der var samlet som en kugle, ind i ansigtet på mig.
Vi sad ellers lige der og hyggesnakkede ude på terrassen, og jeg syntes det gik rigtig godt i mit forsøg på at forklare hvordan tingene hang sammen. Men hun blev pludselig meget uopmærksom og rejste sig op og klaskede troede jeg en myg, men hun fangede såmænd en ildflue til mig som hun fortalte, mens hun lindede på fingrene så vi begge kunne se lyset fra den her lille fætter der forvirret summede rundt inde i hendes hulede hænde, og sagde : i give you ((134((
Og gudskelov stoppede hun ikke der, for selv om ildfluen selvfølgelig stak af og satte sig i det hvide solgardin 2 meter fra os og viste sine evner ved at lyse henholdsvis fra halen og forkroppen mens den kravlede rundt med det svage lys fra gadelygten som baggrund, og begyndte at fortælle om sagaen omkring ildfluen.
Ifølge hende er det en genfortælling fra hendes bedsteforældre eller anden gammel familie jeg ikke lige har styr på hvem var, og er, kunne jeg se på hende mens vi snakkede, noget hun skulle grave frem fra hukommelsen. Hun snakker hurtigt til mig på det engelske hun kender og ved jeg forstår, og der meget tit får mig til at stoppe hende, og det måtte jeg også gøre her i hendes ordstrøm, men langsomt begyndte det samlede billede at danne sig.
Ifølge sagaen, er ildfluen ( Hing Hoy ) inkarnationen af en Japansk mand der engang var forelsket i en Thailandsk kvinde til stor bestyrtelse for både Japanere og Thailændere, og det endte med at han blev dræbt af nogle japanere på grund af forræderriet i at elske en anden end en Japaner. Inden han døde nåede han på en eller anden måde at fortælle sin elskede at han ville vende tilbage som en ildflue og vise hende vejen til ham, ved at udsende lys i ét bestemt træ der står og trives ved flodbredden, Lampoo er navnet på træet hvis jeg kan skrive det rigtigt, og stadig ifølge sagaen skulle hun have sagt at hun ville gøre som ham, og udsende lys så de kunne finde hinanden der ((11((
Så det skulle være forklaringen på ildfluerne der til evig tid vil være et mysterium for mig, for vi mennesker kan ikke som ildfluen der lever af pollen fra ganske almindelige blomster, producere lys på så næringsfattige vilkår som dem. Næh, vi skal først bruge en helvedes masse energi vi henter fra enten olie eller gas, før vi kan få en glødelampe til at lyse svagt. Så jeg hygger mig når jeg ser en ildflue og håber inderligt at forskerne aldrig forstår hvordan de kan udsende lys, og ikke mindst, hvordan de kan kontrollere det som jeg brugte resten af aftenen på at studere fordi den fandt solgardinet for et muligt sted at finde en mage og blev der hele aftenen. Den dansede rundt i cirkler og blinkede henholdsvis fra for og bagkroppen og fik timerne til at forsvinde let ((6))
Kat som er som hun er, fortæller at børn går indendørs når de ser en ildflue, fordi historien om ildfluen er sørgelig og tragisk, men om det er sandt skal jeg ikke kunne sige, men historien er god om ikke andet. Træet Lampoo som også findes her i byen ved flodbredden, er verdenskendt for sine besøg af ildfluen på bestemte tidspunkter af året, og skulle give en fantastisk flot oplevelse med tusindvis af ildfluer der fiser rundt, og holder på den måde liv i de gamle fortællinger, og tro mig, jeg gør alt jeg kan for at finde ud af hvor de møder finder sted som jeg hørte om første gang, da jeg boede på Koh Samui.
Men det er slet ikke alt der er sket i vores liv, Dalton som ringede og fortalte hvornår han dukkede op og et brøl fra en alvorlig stor gravemaskine, fik dagene til at gå anderledes en planlagt :VI
Dalton havde hyret en taxi fra Bangkok, nu der mere eller mindre kun er passage for longtail både derinde for at være sikker på at komme frem, så ham ventede vi på. Vi aftalte at han skulle ringe når han kom til byen så jeg kunne guide taxien i den rigtige retning. Næsten samtidig hørte jeg en fandens til larm og lyden af larvefødder fra den store grund bag ved huset, mit største ønske i livet lige nu er at vælte de to meget gamle og rådne huse som er vores udsigt, og som er invaderet af duer med tilhørende lugt der på grund af årstiden hvor vinden kommer fra øst, langsomt og kvælende lægger sig over kvarteret, så larmen vækkede et spinkelt håb om at Buddha havde hørt mig, og havde bestilt en maskine til at fjerne dem og fik mig til at være meget nysgerrig.
Maskinen nærmede sig langsomt kunne jeg høre uden at kunne se den, men pludselig begyndte nogle enormt store bambus at svaje voldsomt ikke så langt væk, og man kunne nu begynde at skimte det brølende uhyre der langsomt men sikkert møvede sig vej gennem vildnisset i retning mod de gamle huse. Så jeg hoppede af glæde selv om jeg samtidig var ked af at maskinen nu havde ryddet alt grønt omkring sig og metodisk bevægede sig frem, for samtidig forsvinder opholdsstederne for alle de fugle (inklusiv duerne) der underholdt os hver morgen med deres morgen hilsen. Jeg gik ind på den tomme grund ved siden af for at bedre kunne følge med og fik følgeskab af Gun Ba og Indo selvfølgelig, der var overbevist om jat jeg havde en flæskesteg i overskud og ville hive den op af lommen hvert øjeblik og holdt øje med mine hænder siddende klods op af mine ben ((134((
Den gamle tøs kunne nu fortælle hvad der var gang i samtidig med at hun benyttede sig af lejligheden til at komme af med alt have affaldet der lå i et tykt lag og svedte bravt, templet som ejer den store grund ville leje den ud. Men det var en betingelse for lejemålene at de kun blev brugt til dyrkning af grøntsager, blomster og lignende. Og straks dukkede der et idyllisk billede op på hornhinden af en stor frodig farverig mark næsten så langt øjet rækker, og jeg blev ekstra glad for at bor her og lykkelig over at historierne om Big C der fordampede på et splitsekund, ikke var sande ((9((
Og så ringede Dalton selvfølgelig midt i det her spændende og afgørende begivenhed for om jeg bliver boende, så vi måtte i en helvedes fart fræse ind til den store kirkegård hvor vi aftalte at mødes. Men nu var chaufføren Thai og han ødelagde selvfølgelig vores aftale, så Dalton ringede undskyldende og fortalte at taxien med 200 kilometer i timen, let og elefant susede forbi kirkegården og at den nu var helt ude ved broen :SAR Men efter endnu nogle forviklinger fandt vi endelig hinanden så jeg kunne booke ham ind på Noble Night, vi der kun havde snakket sammen i telefonen skulle nu se hinanden for første gang og klaskede hænderne sammen og hilste pænt inden vi satte os ned i den kombinerede restaurant og bar for at vente på at rengøringen. Og dælme om den her flinke fyr ikke sponsorerede en ;), ham kan jeg sgu godt lide :TUP
Han blev indlogeret på værelset og vi kørte hjem igen så han kunne få lidt fred og falde til. Jeg var jo hamrende nysgerrig hvad der skete bag ved huset og var glad for hans beslutning om at vi kunne ringe sammen om aftenen og dér aftale hvordan tingene skulle foregå, og hvornår. Så knallerten fik noget at leve af til Kat’s store fortrydelse på vejen hjem, og hun begyndte at brumme noget, men nu er det mig der har fat i gashåndtaget og har en næsten lydtæt hjelm på, så jeg overhørte den sædvanlige svada og fortsatte den hæsblæsende fart af 50 kilometer i timen. Og den unge Burmeser der sad i rendegraverens varme kabine med åben dør iført lange jeans, langærmet trøje og skimaske, havde virkelig givet den gas. Alt affaldet fra mange år inde fra den tomme grund samt alle buske og træer var nedlagt og gav faktisk en flot uvant udsigt over området selv om det var sørgeligt at alt det grønne var forsvundet. Frøer, firben af alle arter, store edderkoppe og alt andet synligt levende, flygtede skrækslagne nu deres verden var brudt sammen og invaderede haven og myldrede mellem benene på os. For alt var jævnet med jorden og lagt i store bunker der nok bliver hentet af en lastbil eller brændt.
Så det var en helt anden udsigt end den vi var vant til, nu kunne vi se huse vi ikke kunne se før der ligger som perler på en snor der også har fået fjernet alt det grønne foran deres huse. Men desværre stod de 2 huse der stadig da maskinen endelig blev slukket, udstødningen på den var selvfølgelig også modificeret og havde udsendt en sort tyk os der stinker som fyringsolie. Den kogende køler udsendte en sky af damp og hele maskinrummet knagede og bragede selv om motoren var slukket, så den havde nok brug for en lille pause ligesom vores ører mens Burmeseren gik rundt og så på ødelæggelserne sammen med en munk.
Og endelig lykkedes det at få endelig besked om husenes skæbne, de skal lejes ud fik jeg at vide, og mangler ‘kun’ lidt maling og et par nye brædder i istandsættelsen!!
Men sandheden er at der er synlige revner i betonen fra sokkel til tag, for hver anden meter cirka zig zagger de hele vejen rundt om huset og i samtlige vægge, selv hjørne pælene er revnet. Træværket er totalt rådnet væk lige som tagkonstruktionen stille og roligt smuldrer væk og tit giver os et chok fordi tagplader samtidig falder ned med et brag. Så lige hvordan nogen i alverden kan se noget anvendeligt i de rønner er mig sgu en gåde :VI
Men nu må vi se, for hvis de bliver genopbygget som fortalt, bliver jeg her ikke. For der er kun 5 meter mellem os og den larm jeg ved Thaier i hverdagen frembringer og tiltaler mig ikke. Pengene kan selvfølgelig slippe op, eller nogen med en nogenlunde praktisk forstand, indser at det er et dødsdømt projekt så de bliver revet ned i stedet og jeg kan få udsigt til én kæmpestor have ((113((((11((
Indtil da vil jeg bruge min tid på at vise Dalton Erewan Waterfall, Wat Pu Wa og til sidst Wat Tham Sue. Opleve Loy Kratong for første gang sammen med ham, og så ellers tage mig af mine frostsprængte kinder nu der er helt ned til 23 grader om morgenen ((128((
Selv om Buddha ikke i første omgang opfyldte mit ønske om husene, kan jeg jo ikke lade være med at takke ham for at være her....... ((6))
