---

Rigets oprindelse
Thailand adskiller sig fra andre lande i Sydøstasien ved, at det aldrig har været koloniseret. Bortset fra korte perioder af underkastelse over for nabolandet Burma og den japanske besættelse under 2. verdenskrig har Thailand været selvstændigt siden 1200-tallet. Der er fundet spor af menneskelig bosættelse i Thailand, som er 40.000 år gamle. Omkring år 500 grundlagde mon-folket Dvaravati-riget i det nordlige Thailand. Så vidt vides kom de første thaifolk til landet fra det, der i dag er det sydlige Kina. I 1238 grundlagde de det første thai-rige, Sukothai, ved de nordlige bredder af Chao Phraya-floden. Under kong Ramkamhaengs styre 1283-1317 blev riget befæstet, det thailandske skriftsprog blev indført, og theravadabuddhismen blev statsreligion.

I midten af 1300-tallet opstod et andet rige, der havde centrum længere sydpå i Ayutthaya, og som blev kaldt Siam. Det lykkes Siam at underlægge sig khmererne i det nuværende Cambodja, og Siams grænser blev flyttet længere mod vest og sydpå ad Malaccahalvøen. Kontrollen med rigets randområder var dog ikke særlig effektiv. Under kong Trailok i 1400-tallet blev der indført et forvaltningssystem, saktina, som var gældende helt frem til begyndelsen af 1900-tallet, og som man den dag i dag kan se spor af. Systemet indplacerede embedsmændene i et strengt hierarki efter hvor meget jord, de fik lov at disponere over. Jorden var imidlertid kongens ejendom, og på den måde sikrede han sine folks loyalitet.

Europæisk indflydelse
Ayutthayas beliggenhed - tilstrækkeligt langt nede ad floden Chao Phraya til, at byen kunne modtage oceangående skibe - var fordelagtig, både for kontrol med riget og for handel med omverdenen. Nogle forskere mener, at byen ved midten af 1600-tallet var verdens største. I 1500-tallet begyndte europæerne at vise interesse for Sydøstasiens rigdomme. Portugiserne var de første, der etablerede et handelshus i Ayutthaya, og inden længe blev der indgået handelsaftaler med andre stormagter. Eftersom handel i større målestok ikke var en naturlig del af den lokale kultur, var de fleste købmænd kinesere - og sådan er det stadig i Thailand.

Siam blev snart klemt mellem de europæiske stormagter, der kæmpede om herredømmet i området. Det var først og fremmest franskmænd, briter og hollændere. Siams konger forsøgte at tilgodese europæernes krav i forsøget på at bevare landets selvstændighed. Der var diplomatiske forbindelser mellem Siam og det franske hof i Versailles, og kong Narai (konge fra 1656 til 1688) ansatte en græsk opdagelsesrejsende som minister. Men da de europæiske missionærer blev for ivrige i deres forsøg på at omvende de siamesiske buddhister til kristendommen, blev franskmændene smidt ud fra Ayutthaya og portene lukket mod Vesten i næsten 150 år. Ayutthayas ressourcer blev færre, og kongemagten svækket. Det lykkedes nabolandet Burma at erobre hovedstaden i 1767, og Ayutthaya blev jævnet med jorden.

Bangkok og kongedynasti
Den burmesiske besættelse blev dog kortvarig. Thailænderne befriede sig, og en ny stat blev grundlagt. I 1782 tog general Chao Phya Chakri magten og blev den første i det kongedynasti, der sidder på tronen endnu. Han lod en ny hovedstad bygge ved den lille handelsplads Bangkok på østsiden af Chao Phrayas munding.

De første Chakri-konger havde held til at styrke Siam over for Burma og truslen om kolonisering fra de europæiske stormagter. Landets beliggenhed gjorde det efterhånden til en stødpude mellem briterne i vest og franskmændene i øst, og selvstændigheden blev opretholdt med diplomatisk snilde og afgivelse af visse landområder. Samtidig fik udlændinge større frihed i landet. Kongerne Mongkut og Chulalongkorn (1868-1910) viste interesse for teknik og vestlige ideer, og Chulalongkorn fik siden tilnavnet det moderne Thailands fader. Han afskaffede det gamle saktinasystem, moderniserede forvaltningen og indførte statslig skoleundervisning.

I de første årtier af 1900-tallet blev Siam mere og mere velstående, fordi produktionen og eksporten af ris steg. Bangkok udviklede sig til et vigtigt handelscentrum, og spændingen steg mellem kongen og den efterhånden indflydelsesrige bureaukratiske elite, der i 1912 gennemførte et mislykket kupforsøg mod kongen. Tyve år senere gjorde et ublodigt kup en ende på enevælden, og der blev indført konstitutionelt monarki.

Militært styre
De ansatte i statforvaltningen var uddannet i Europa, og sammen med militæret udgjorde de efterhånden samfundseliten. Marskal Phibun Songkhram, der var en stor beundrer af Hitler, tiltvang sig gradvis magten og blev diktator i december 1938. Samfundet blev indrettet efter europæisk fascistisk forbillede. Det var Phibun, der i 1939 ændrede landets navn til Thailand. Under 2. verdenskrig samarbejdede Thailand med Japan, og den japanske besættelse af landet blev derfor meget mild. Efterhånden som krigslykken vendte for japanerne, voksede utilfredsheden med styret i den thailandske befolkning, og Phibun blev afsat i 1944 af en USA-støttet modstandsbevægelse.

Tiden efter krigen var urolig. Formelt var demokratiet blevet genindført, men de politiske partier var svage, og militæret erobrede atter magten ved et kup i 1947. Og året efter var Phibun - der med nød og næppe havde undgået at blive stillet for retten for krigsforbrydelser - tilbage som landets leder. Samtidig sørgede bl.a. Koreakrigen for, at Thailands økonomi kom ind i en gunstig udvikling, og de thailandske generaler blev af en stor del af omverden betragtet som en bastion mod den kommunistiske trussel i Sydøstasien. USA indledte et omfattende militært og økonomisk bistandsprogram.

I 1957 forsøgte Phibun at styrke sin stilling ved at gennemføre et valg, hvor svindelen dog var så åbenlys, at regeringens valgsejr også blev dens fald. Det blev en anden general, Sarit Thanarat, som overtog magten og indledte en ny diktaturperiode med vægt på traditionelle, nationale værdier. Den økonomiske udvikling fortsatte, Japan foretog store investeringer i landet, og den eskalerende krig i Vietnam gavnede Thailands udenrigshandel. Amerikanerne fik lov at etablere flere militærbaser i landet og udbyggede ved den lejlighed vejnettet og anden infrastruktur i den forsømte østlige del af Thailand.

Efter Sarits død i 1963 tog nye generaler over. Trods kommunismens fremgang i nabolandene fik en venstreorienteret oprørshær aldrig rigtig fodfæste hos det thailandske folk. I 1970'erne kom det dog til studenterprotester i Bangkok. Amerikanernes beslutning om at trække sig ud af Vietnam og de forsigtige tilnærmelser mellem USA og Kina skabte usikkerhed i Thailand. Den økonomiske fremgang stilnede af, og det blev hårde tider for mange. Der blev flere og flere protester, og de førte i 1973 til militærdiktaturets sammenbrud.

Demokrati
De følgende tre år var urolige. Politiske partier blev dannet og opløst i hastig rækkefølge, og foruden studenterne begyndte også bønder, arbejdere og munke at organisere sig. Regeringen gjorde meget lidt for at imødekomme kravene om reformer.

Mens den civile regering således virkede ude af stand til at redde situationen, voksede den militært ledede bevægelse Nawaphon frem med slagordene 'nationen, religionen, kongen'. I efteråret 1976 blev en ny militærregering indsat, og lederne slog hårdt ned på venstreaktivisterne.

Under general Prem Tinsulanonda, der blev landets leder i 1980, blev det tidligere nære forhold til USA genoprettet. En ny regeringsform, hvor magten var delt mellem regering og militær med kongen som mellemled, blev indført. Samtidig blev regimets holdning over for anderledes tænkende blødt op, og nogle politiske fanger fik amnesti. Der blev gjort olie- og gasfund i Siambugten, og det gav en vis optimisme efter nogle økonomisk hårde år. Thailand fik igen en økonomisk vækst som i 1960'erne, og den efterfølgende modernisering forandrede de sociale strukturer.

Prems regime adskilte sig fra Sarits ved, at det savnede en tydelig ideologi. Hovedmålet var at sikre stabilitet. Den gamle såkaldt klientilistiske politiske struktur - hvor magthaverne køber sig til loyalitet hos forskellige grupper i samfundet - blev lidt efter lidt afløst af et politisk liv med alliancer dannet af interessefællesskab eller fælles ideologi. Forfatningen blev ændret, så det håndplukkede senats magt blev indskrænket meget, og det førte i 1985 til endnu et kupforsøg, som dog mislykkes.

Ved parlamentsvalget i 1988 gik landets ældste parti, Det Demokratiske Parti, stærkt tilbage, og det højreorienterede Thainationen vandt frem. Dets leder, Chatichai Choonhavan, blev premierminister. Det var første gang siden 1976, Thailand fik en folkevalgt regeringsleder. Chatichai indledte en række reformer, som blandt andet gavnede det private erhvervsliv. Og Thailand begyndte at investere i sine fattige nabolande.

Men bekymringen for den frie markedsøkonomis negative effekter - inflation, korruption, trafik- og miljøproblemer mm. - voksede. Regeringen overlevede indtil flere mistillidsafstemninger, men også højtstående militærfolk udtrykte deres misfornøjelse. For at dæmpe deres utilfredshed, tillod Chatichai, at militære nøgleposter blev besat af folk fra den såkladte 'klasse 5'. Det var en gruppe bestående af indflydelsesrige mænd, som havde taget eksamen fra militærakademiet på samme tid i 1950'erne. Det banede vejen for et nyt, ublodigt kup i februar 1991. Forfatningen blev sat ud af kraft. Det var stadig tilladt for politiske partier at virke, men de eksisterende partier var dybt splittede. I december var den nye forfatning klar, og der blev afholdt parlamentsvalg i marts 1992. Valget resulterede i en svag koalitionsregering med fem partier, og da ingen af dem kunne præsentere en troværdig leder, blev posten som regeringsleder indtaget af en af kupmagerne, Suchinda Kraprayoon.

Denne gang reagerede offentligheden stærkt, og der var store demonstrationer i Bangkoks gader. Demonstranterne krævede, at regeringslederen blev et af de folkevalgte parlamentsmedlemmer. Protesterne fortsatte hele foråret. Den 17. maj besluttede Suchinda at stoppe dem med vold. Kampene varede tre dage og menes at have kostet mindst 100 personer livet. Så greb kongen ind, Suchinda måtte gå af, der blev indsat en overgangsregering, og militærets øverstbefalende lovede, at militæret ikke ville gribe ind.

Den nyeste tid
Ved valget i efteråret 1992 fik det gamle Demokratiske Parti flest pladser i parlamentet, men Thainationen og det nye parti National Udvikling, som Chatichai havde dannet kort efter urolighederne i maj, fik næsten lige så mange. Det Demokratiske Partis leder, Chuan Leekpai, blev ny premierminister og lovede ved sin tiltrædelse at forsøge at bekæmpe korruptionen i det politiske liv.

En vigtig opgave for parlamentet var nu at få gennemført en demokratisk reform af forfatningen. I januar 1995 lykkes det endelig Chuan at få samlet flertal for en række tillæg til forfatningen. Reformerne indebar blandt andet, at den stemmeberettigede alder blev sat ned fra 20 år til 18 år, at der blev fjernet pladser i det militærdominerede senat, og at senatorer og ministre ikke længere måtte nyde frynsegoder hos myndighederne eller i statslige virksomheder.

Armerede køretøjer parkeret i den 1. armés hovedkvarter, under kuppet i 2006
Men i forbindelse med et forslag til en jordreform blev regeringen i foråret 1995 anklaget for korruption. Efter en tillidsafstemning blev parlamentet opløst i maj samme år, og der blev afholdt nyvalg tre måneder senere. Valget blev vundet stort af Thainationen, hvis leder, Banharn Silapa-archa, blev premierminister i spidsen for en skrøbelig koalition af syv partier. General Chaovalit Yongchaiyudhs, der havde fået posten som forsvarsminister, kom mere og mere til at fremstå som premierministerens største rival og formodentlig hans arvtager. Regeringen fremstod stadig mere korrupt og forsøgte at vinde popularitet ved at gennemføre nogle af de tidligere lovede reformer. Det meste af lovgivningsarbejdet kørte dog fast på grund af uenighed internt i regeringen. I efteråret 1996 trak Banharn sig og udskrev nyvalg.

I 2006 blev Thailand udsat for et kup, den 19. september, da den royale Thailandske hær fortog et kup mod den daværende premierminister Thaksin Shinawatra. Kuppet, som var det første i femten år, efterfulgte en etårig politisk krisesituation, som involverede Thaksin og politiske modstandere og opstod kun en måned før et nationalt valg var planlagt. Militæret aflyste det kommende valg, suspenderede forfatningen, opløste parlamentet, forbød protester og al politisk akitivitet, undertrykte og censurerede medierne og arresterede medlemmer af kabinettet.

Tidslinje
- 1238 Kongedømmet Siam dannes
- 1283-1317 Kong Ramkamhaengs regeringstid
- 1767 Burma erobrer riget og ødelægger Ayutthaya
- 1782 Det nuværende dynasti tager magten, Bangkok bliver hovedstad
- 1868-1910 kong Chulalongkorns regeringstid
- 1932 Enevældet afskaffes
- 1939 Siam skifter navn til Thailand
- 1948 Militærdiktatoren Phibun tager magten for anden gang
- 1973-76 Stormfuld demokratisk periode
- 1980 Prem Tinsulanonda bliver leder
- 1988 Demokratiet genindføres
- 1991 Nyt militærkup
- 1992 Atter demokrati efter blodige uroligheder
- 1997 Akut økonomisk krise - ny, demokratisk forfatning vedtages
- 2006 Endnu et militærkup

Politik

Forfatning og forvaltning
Forfatningen af 1978 blev ophævet ved militærkuppet i 1991, men genindført året efter. I 1995 blev der gennemført flere ændringer, og i 1997-98 igen en større reform.
Ifølge forfatningen er kongen landets statsoverhoved og formelt øverstbefalende for de væbnede styrker. Kongen har ingen egentlige magtbeføjelser, men i kraft af sin person nyder den nuværende konge, der har regeret siden 1946, stor respekt i befolkningen og blandt magthaverne og har indflydelse. Til hjælp i sit daglige arbejde har kongen en gruppe bestående af højst 15 rådgivere, som han selv udpeger.

Den lovgivende magt ligger hos parlamentet, der har to kamre - repræsentanternes hus og senatet. Medlemmerne vælges ved almindelige valg for en periode af henholdvis fire (repræsentanternes hus) og seks år (senatet). Valgretsalderen er 18 år. Senatets magt består hovedsageligt i, at det kan nedlægge veto med lovforslag.

Parlamentet udpeger en premierminister, der skal danne regering. Premierministeren skal være folkevalgt parlamentsmedlem.

Forfatningsændringerne fra 1998 har til formål én gang for alle at komme den politiske korruption til livs, som har plaget landet i årtier. Efter de nye regler får repræsentanternes hus ved næste valg 500 medlemmer. De 400 vælges i flertalsvalg i enkeltmandskredse, og de 100 ved forholdstalsvalg. Senatet skal i fremtiden have 200 medlemmer, som vælges i direkte valg. Tidligere var der premierministeren, der udpegede senatorer. Der er også indført stemmepligt og central stemmeoptælling, og valgene skal overvåges af en uafhængig valgkommission.

Det er også nyt, at hvis 50.000 borgere har skrevet under på det, kan de kræve, at en politikers forhold undersøges, hvis der er mistanke om, at han tager imod bestikkelse. Desuden er rettigheder som pressefrihed og forsamlingsfrihed og andre blevet grundlovssikrede, og der er oprettet en særlig kommission for menneskerettigheder.

Indenrigspolitik
Siden Thailand i 1932 overgik fra 700 års enevælde til konstitutionelt monarki, har landet oplevet 17 militærkup. Men de fleste af kuppene har været ublodige, og målet har ofte været en omfordeling af magten og ikke en drastisk ændring i landets politik. Militæret har dog altid haft en stor indflydelse på beslutningerne, selv i demokratiske perioder.

De politiske partier er ofte opbygget omkring en leder med stærk personlig udstråling snarere end på politiske programmer. Der er faktisk kun to partier i parlamentet, der kan siges at have et egentligt program: det regerende liberalkonservative Demokratisk Parti (Pak Prachatipat), der ledes af premierminister Chuan Leekpai, og det reformvenlige Sociale Handlingsparti (Pak Kit Sangkhom).

Det er midterpartiet Partiet for Ny Stræben (Pak Kuam Vuang Mai), der har flest pladser i parlamentet. Det blev dannet i 1990. Efter urolighederne i 1992 dannede Chatichai Choonhavan sit parti National Udvikling (Chart Pattana). Det højreorienterede Thainationen (Chart Thai) er erhvervsledernes parti. Dets formand er Banharn Silapa-archa.

Monarkiet er en stabiliserende faktor i landets indenrigspolitik. Kongen har stor uformel indflydelse, fordi Thailands monark altid er blevet tillagt en mere eller mindre guddommelig rolle. Kong Bhumibol har flere gange taget afgørende skridt til løsning af konflikter.

Under 1980'erne og 1990'ernes økonomiske vækst er en politisk bevidst middelklasse vokset frem, særligt i Bangkok, hvor væksten også mærkes tydeligst. Sammen med de intellektuelle og studerende er denne middelklasse den stærkeste drivkraft for en demokratisering af landet.

Menneskerettighederne nyder ikke stor respekt i Thailand. Der forekommer summariske henrettelser, og mistænkte bliver ofte udsat for vold, mens de er i politiets varetægt. Den nye forfatning, der trådte i kraft i 1998, giver en bedre retsbeskyttelse end før, men den dårlige behandling af flygtningene i landet er der ikke gjort noget ved. I løbet af 1997 steg antallet af mennesker, der søgte til Thailand fra Burma og Cambodja til hidtil usete højder, og de, der ikke blev stoppet ved grænsen, er blevet interneret i flygningelejre under dårlige forhold: I alt findes der over 100.000 burmesiske flygninge i Thailand. Cika halvdelen af de mennesker, der tilhører forskellige bjergfolk i Thailand er ikke registreret som borgere i landet og kan derfor ikke stemme eller købe jord, og de har vanskeligt ved at få sociale ydelser af forskellig slags.

I 1997 og 1998 kredsede indenrigspolitiken om følgerne af den alvorlige økonomiske krise, der ramte Sydøstasien i sommeren 1997. Forud for krisen var gået en voldsom valgkamp op til parlamentsvalget i november 1996, hvor Partiet for Ny Stræben sikrede sig 125 pladser i parlamentet - hovedsageligt ved at købe sig til stemmer hos de fattige i nordøst. Det Demokratiske Parti fik 123 mandater, de fleste vundet i hovedstaden. Som ventet blev Chaovalit regeringsleder for en ny koalition, denne gang med seks partier. For at puste nyt liv i landets økonomi blev den respekterede teknokrat Amnuay Viravan udnævnt til finansminister. Men det lykkes ham ikke at overbevise regeringspartierne om, at det var nødvendigt at gennemføre reformer og stramninger. Derfor var landet totalt uforberedt, da krisen ramte.

Allerede i løbet af foråret havde der været folkelige protester mod de stadigt ringere forhold for landets fattige. Regeringen svarede igen ved at censurere den del af pressen, der udtalte sig kritisk om dens politik.

Samtidigt foregik der en anden vigtig politisk proces, nemlig forsøget på at få samlet flertal til endnu en forfatningsreform, som endelig skulle give Thailand et demokratisk lovgrundlag. Den blev vedtaget med stort flertal i september 1997.
Chaovalit havde selv været meget kritisk over for den nye reform, og eftersom regeringens håndtering af den økonomiske krise blev voldsomt kritiseret, valgte han at gå af som premierminister i november 1997. Der var ingen af koalitionspartnerne, der var parate til at overtage regeringsansvaret, og det blev i stedet endnu engang Det Demokratiske Partis leder, Chuan Leekpai, der blev premierminister i en nydannet koalitionsregering.

Trods al den elendighed, den økonomiske krise har ført med sig, gav den også indirekte grund til optimisme på demokratiets vegne: Selvom det var en oplagt situation at udnytte til et militærkup, har generalerne ikke spillet med musklerne under krisen. Hæren synes at have accepteret en mindre rolle i landets politiske liv.
Valget i januar 2001 gav overvældende sejr til oppositionspartiet Thai Rak Thai (TRT) og førte til dannelse af en ny flertalskoalitionsregering med TRTs leder og grundlægger, telekommunikationsmilliardæren Thaksin Shinawatra, som ny premierminister. Regeringen har siden tiltrædelsen i februar 2001 særligt fokuseret på den økonomiske politik og på at indfri de populære løfter, som i sin tid bragte den til magten. Ydermere har TRT styrket sin stilling ved at fusionere med flere småpartier og derved opnået absolut majoritet i Repræsentanternes Hus.

Premierminister Thaksin nyder fortsat betydelig folkelig popularitet, men regeringen bliver udsat for stigende kritik for manglende gennemsigtighed, ligesom forholdet mellem regeringen og de uafhængige medier samt visse NGO'er præges af udtalt gensidig mistillid.

Fraset, at man fra thailandsk side i 2000 genoptog anvendelse af dødsstraf, samt at der i forbindelse med politiets forsøg på at begrænse det meget betydelige narkotikaproblem fremkommer anklager om overdreven voldsanvendelse, er menneskerettighedssituationen, herunder først og fremmest ytrings- og pressefriheden, ikke mindst i et regionalt perspektiv, fortsat relativ god.

Udenrigspolitik og forsvar
Thailand har altid ført en pragmatisk udenrigspolitik og tilpasset sig de nye situationer, der er opstået. Det gamle siamesiske kongedømme søgte støtte hos Kina. Diplomatisk snilde og balance i forholdet til de europæiske stormagter Frankrig og Storbritannien sikrede selvstændigheden, mens nabolandene blev koloniseret. Under 2. verdenskrig var partneren først Japan, og siden - da krigen vendte - USA.

Efter krigen bevarede Thailand det gode forhold til USA, fordi landet var et af de få overbeviste ikke-kommunistiske lande i regionen. Den situation ændrede sig i 1970'erne, da USA og Kina genoptog de diplomatiske forbindelser, og amerikanerne trak sig ud af Vietnam. Også Thailand opgav den kompromisløse holdning til de kommunistiske lande og begyndte at føre en mere åben politik over for nabolandene, der var meget fattigere end Thailand. Thailandske virksomheder begyndte at investere i Burma, Cambodja, Laos og Vietnam.

Den cambodjanske oprørshær De Røde Khmerer smuglede tømmer og ædelstene til thailandske opkøbere, der ikke bekymrede sig om, hvor varerne kom fra, og det gav i 1993 problemer i thailandsk udenrigspolitik, ikke kun over for Cambodja, men også USA og i FN, der havde indført sanktioner for at svække khmererne. Da den thailandake regering forbød grænsehandlen, blev forholdet til nabolandet bedre.

Thailand er også blevet kritiseret internationalt for at handle med Burma i en tid, hvor de fleste andre lande har indført sanktioner mod militærstyret dér. Men Thailand tjener godt ved at købe rettigheder til fiskeri og skovhugst i Burma og har nægtet at deltage i sanktionerne. Forholdet til Burma blev dog spændt i 1995, da mange medlemmer af karenfolkets oprørsbevægelse i Burma flygtede over grænsen til Thailand efter en burmesisk regeringsoffensiv mod dem. Det var dog ikke værre, end at Thailand var en af drivkræfterne bag Burmas optagelse i den sydøstasiatiske samarbejdsorganisation ASEAN i 1997.

Chaovalits regering tog en række udenrigspolitiske initiativer, bl.a. overvejede Thailand i begyndelsen af 1997 at skrive kontrakter om forsvarssamarbejde med Kina. Thailand gennemfører dog stadig militærøvelser med USA, der er en stor investor i landet. Alligevel meldte Thailand sig i 1993 ind i Sammenslutningen af Alliancefri Lande.

Udenrigspolitisk er Thailand knyttet til den vestlige kreds og traktatallieret med USA. Dette afspejles i en traditionel åbenhed over for udenlandske investeringer og handel, herunder en positiv holdning til WTO-samarbejdet, hvor Thailands tidligere handelsminister dr. Supachai Panitchpakdi i 2002 tiltrådte som generaldirektør.

Thaksin-regeringen har indtil videre prioriteret Thailands økonomiske interesser samt forholdet til nabolandene. Regeringen har således på trods af, at første halvdel af både 2001 og 2002 var præget af træfninger og spænding langs den thai-burmesiske grænse, løbende tilstræbt at styrke samarbejdet med militærregeringen i Rangoon om spørgsmål vedrørende illegale indvandrere, flygtninge samt den stigende smugling af narkotika fra Burma til Thailand.

Det normalt gode forhold til Cambodja var i perioden efter afbrændingen af den thailandske ambassade i Phnom Penh i januar 2003 anstrengt. Regeringen har med held styrket handelsrelationerne til Kina. Thailand prioriterer det regionale ASEAN-samarbejde særdeles højt og er drivende med henblik på at etablere en sydøstasiatisk frihandelszone samt at styrke det politiske samarbejde i ASEAN-regi.

Statskuppet i 2006
Den 19. september 2006 bliver daværende premierminister Thaksin Shinawatra afsat ved et militærkup. Et nyt demokratisk valg ventes dog snarest gennemført.

Geografi
Thailand er i areal på størrelse med Spanien.
I nord er landskabet kuperet, og de højeste bjerge er omkring 2.500 meter høje. Bjergkæderne og bakkerne er gennemskåret af frodige floddale. Den nordøstlige del af landet består af Khoratsletten, der nærmest er indrammet af bjerge med vest og syd og Mekongfloden på de andre sider. Bortset fra områderne nær floden er Khoratsletten ikke særlig frodig.

I de indre egne, nord for hovedstaden Bangkok, ligger landets vigtigste landbrugsområde langs floden Chao Praya og dens delta - det kaldes Thailands risskål. Der er blevet gravet flere kanaler for at forbedre mulighederne for kunstvanding af risen.

Den del af Thailand, der ligger på Malaccahalvøen, består af frodige tropiske bjerge og bakker, indrammet af kystsletter med brede strande.

Før i tiden var landet dækket af tropisk skov, og teaktræ fra Thailand var verdenskendt. I dag har den kraftige skovhugst mindsket skovbestanden voldsomt. Der lever stadig vilde elefanter, tigre, tapirer og bantenger (verdens største okse), men 40 af landets 282 pattedyrsarter er truede. Det samme gælder 190 af de 928 forskellige fuglearter.

Højeste bjerg: Inthanon (2.576 m.o.h)
Største ø: Phuket (570 km²)
Vigtigste floder: Chao Phraya, Mekong

Provinser
Thailand er inddelt i 76 provinser, kaldet changwat. De er igen opdelt i distrikter, underdistrikter, kommuner og byområder (storby, byer, landsbyer). Sidstnævnte ledes af et folkevalgt byråd med en borgmester i spidsen.

Større byer
Landets vigtigste byer er:
- Hovedstaden Bangkok (5,9 mio. indb. 1993)
- Nakhon Ratchasima (278.000)
- Songkhla (243.000)
- Nanthaburi (233.000)
- Rayong (211.000)
- Khon Kaen (206.000)
- Chiang Mai (167.000)

Klima
Thailand ligger i troperne, så der er varmt året rundt og en relativt høj luftfugtighed. Det meste af regnen falder under sommermonsunen fra maj til oktober. Lige før den kommer, er det allervarmest - det er ikke usædvanligt, at der er over 40 grader i de nordøstlige egne. Det er køligst i december og januar. I det sydlige Thailand er nedbøren mere jævnt fordelt over året, og det bliver heller ikke mærkbart køligere om vinteren.

Gennemsnitstemperatur/døgnet: Bangkok 25°C (dec.), 30°C (april)
Gennemsnitsnedbør/måned: Bangkok 7 mm (dec.), 306 mm (sep.)

Økonomi
Siden 1950'erne har den thailandske økonomi oplevet næsten uafbrudt vækst, og landet regnes for en af de asiatiske tigre. Bortset fra perioden 1981-85 har den årlige vækst ligget på mellem 7 og 10 procent. Den mest bemærkelsesværdige udvikling fandt sted i perioden 1986-96, hvor også økonomiens struktur begyndte at forvandle sig fra at have været domineret af landbrug til at have en stærk industrisektor. I begyndelsen af den periode havde Thailand verdens hurtigst voksende økonomi, og eksportværdien steg med 30 procent om året.

Alt dette fik en brat afslutning i sommeren 1997, da handelen med valuta og værdipapirer brød sammen og førte til en akut økonomisk krise. Vækstprognosen for det år blev siden beregnet til 0,6 procent i stedet for de oprindeligt anslåede 8 procent. Krisen har siden bredt sig til det øvrige Sydøstasien, hvor den indimellem har ramt hårdere end i Thailand. Den økonomiske krise overskyggede alle andre politiske og økonomiske spørgsmål i begyndelsen af 1998.

Indtil slutningen af 1980'erne var de udenlandske investeringer i Thailand relativt små. Det skyldes bl.a., at toldafgifter og forskellige love beskyttede den hjemlige industri, hvor det tit var politikere eller militærfolk, der var medejere. I midten af 1980'erne begyndte man at liberalisere økonomien. Beskyttelsestolden blev fjernet, og begrænsninger og statsstøtte blev gradvist afviklet. Det samme gjaldt valutarestriktionerne, der faldt bort i 1991. Desuden blev der indledt et privatiseringsprogram, der kombineret med lave lønninger og et forholdsvis stabilt politisk klima gjorde, at landet blev betragtet som et af de mere attraktive i Sydøstasien. Det er frem for alt Japan og regionens såkaldte NIC-lande - de nyligt industrialiserede lande - der har investeret i Thailand.

Det hjalp også, at thailandske eksportører begyndte at finde nye markeder til deres varer, og at valutaen, baht, blev devalueret. Det mest slående har været væksten i produktionsindustrien. Før 1986 var Thailands økonomi domineret af landbruget, der havde en konstant voksende produktion af specielt ris, men også andre afgrøder. Landbruget er dog stadig den sektor, der beskæftiger den største del af befolkningen.

Trods afreguleringen omkring 1990 er der stadig moderniseringer at foretage. Det kom til at stå klart, da den økonomiske krise ramte landet i 1997. Et voksende underskud på handelsbalancen, der skyldtes stigende import, førte i begyndelsen af året til angreb mod bahten af valutaspekulanter. Centralbanken forsøgte at holde valutakursen oppe med støtteopkøb og ved at sætte renten op. Men valutareserven svandt hurtigt ind. Samtidig havde faldende udenlandske investeringer skabt en overkapacitet i ejendoms- og byggebranchen, der fik problemer med at betale afdragene på sine lån. Det ramte så de finansieringsselskaber, der levede af at udlåne penge til byggebranchen. I juni 1997 kollapsede ejendoms- og finansmarkederne.

Den 2. juli blev kursen på bahten givet fri, og på tre uger faldt dens værdi over for dollaren med en tredjedel. Et par måneder senere var værdien halveret. Den Internationale Valutafond, IMF, besluttende i august at give en støttepakke til en værdi af cirka 110 mia. danske kroner. Betingelserne var hårde. Thailand skulle bl.a. skærpe sin rente- og valutapolitik, sætte momsen op fra 7 til 10 procent, foretage store nedskæringer på statsbudgettet, der helst skulle give overskud i 1998, og desuden få bruttonationalproduktet til at stige med 3,5 procent.

For på langt sigt at stabilisere økonomien må Thailand for alvor tage skridtet fra arbejdskrævende industrier til fremstilling af mere avancerede produkter. En sådan udvikling kræver uddannelse af arbejdskraften og en udbygning af veje, havne, vandforsyning og telekommunikation.

I takt med industrialiseringen har mønsteret i Thailands udenrigshandel også forandret sig grundlæggende. Før bestod eksporten næsten udelukkende af produkter fra landbrug og fiskeri. Nu kommer fire femtedele af de eksporterede varer fra produktionsindustrien. Det er tøj, elektriske apparater, computere og andre lettere industrivarer samt fisk og skaldyr. Samtidig er importen steget, og dens sammensætning afspejler industrialiseringen i landet: indførelse af maskiner, industrikomponenter og råvarer er det, der er steget mest. Importen af rene forbrugsvarer er også steget i de senere år.

Efter en længere årrække med årlige vækstrater på ca. 8% blev Thailand i 1997 ramt af en hård økonomisk krise, med underskud på betalingsbalancens løbende poster, et markant fald i valutareserverne og en udlandsgæld på USD 90 mia. til følge. I 1999 og 2000 forekom Thailand at være på vej tilbage mod stabil økonomisk vækst, men udviklingen stagnerede i 2001 som følge af mindsket efterspørgsel på Thailands primære eksportmarkeder, USA og Japan.

Udviklingen i 2002 og første halvår i 2003 er imidlertid særdeles positiv med opjusterede væksttal på 4½-6%. Udover stigende eksport er baggrunden herfor bl.a. regeringens succes med at stimulere den interne efterspørgsel via gennemførelsen af en ekspansiv finanspolitik, løsning af gældsproblemerne i den finansielle sektor samt fortsatte udenlandske investeringer i Thailand.

Thailand har fortsat overordnet gode makroøkonomiske balancer herunder overskud på handelsbalancen, en begrænset men stigende offentlig gældsætning, lav inflation samt en stabil valutareserve på ca. USD 38 mia. På længere sigt vurderes dog en fortsættelse af de strukturelle reformer, herunder ikke mindst en uddannelsesreform, som påbegyndtes af den tidligere regering, som vigtige forudsætninger for den økonomiske politiks fortsatte bæredygtighed og for Thailands konkurrencedygtighed.

Naturressourcer og energi
Thailand var engang kendt for sine store regnskove. Men den store økonomiske værdi, de repræsenterede, førte til en næsten ukontrolleret skovhugst, og i dag er de fleste af skovene borte.

Der er kun få af mineralforekomsterne, der er store nok til, at det kan betale sig at udvinde dem, idet tin er en undtagelse. Det menes, at Thailand råder over en tiendedel af verdens samlede tinforekomster. Frem til midten af 1980'erne blev der brudt tin i stort omfang, men siden er produktionen faldet drastisk. I 1990erne er gips blevet en vigtigere eksportvare end tin. Thailand har også potaske, jern, bly, kobber og zink og er verdens største eksportør af ædelstene. Der er store forekomster af safirer, rubiner og jade.

Thailand har hidtil været stærkt afhængigt af energiimport, men fra 1990'erne er man begyndt at producere naturgas i større omfang i Siambugten. Der er også fundet tre mindre oliefelter i bugten, og der brydes store mængder brunkul. Godt en fjerdedel af landets elektricitet produceres på kulfyrede kraftværker. Samtidig er landets samlede energibehov dog steget, og man må stadig importere store mængder fossilt brændstof.

Landbrug, skovbrug og fiskeri
Thailand er et stort landbrugsland, og indtil for 10-15 år siden var landbruget rygraden i økonomien. Siden 1960 er landbrugets andel af bruttonationalproduktet, BNP, faldet fra 40 procent i 1960 til kun 10 procent i 1996. Det betyder nu ikke, at landbrugsproduktionen ikke er vigtig, set med internationale øjne: Bortset fra Vietnam er Thailand Asiens eneste nettoeksportør af levnedsmidler, landet er verdens største eksportør af ris, maniokrod og gummi samt verdens næststørste eksportør af sukker.

Men lønningerne og prisniveauet i Thailand er steget i takt med væksten i landets økonomi, og sammenlignet med andre asiatiske lande er det ved at blive dyrt at producere i Thailand. Desuden sluger udvidelsen af industrien og infrastrukturen mere og mere af landbrugsjorden.

Selvom der totalt set produceres meget er landbruget i Thailand ikke intensivt. Høstudbyttet er forholdsvis lavt, men det er forbruget af kunstgødning også, og der er næsten ikke behov for kunstvanding, fordi det regner tilstrækkeligt. Produktionsstigningen er først og fremmest kommet i stand gennem en udvidelse af landbrugsarealet, før industrien for alvor kom i gang, og ved at flere mennesker blev beskæftiget.

Den i særklasse vigtigste afgrøde er ris. I 1950 blev der plantet ris på hele 88 procent af den opdyrkede jord. Men siden 1960'erne er der kommet flere afgrøder til, bl.a. maniokrod, maj og kenaf (et fiber, der ligner jute), og i 1991 voksede der ris på halvdelen af Thailands marker. Risen er af høj kvalitet og sælges verden over.

I syd vokser der gummitræer, og myndighederne har også planer om at støtte nyplantning i landets østlige egne. Det meste gummi eksporteres som råvare, men der er tendens til, at mere og mere af gummien forarbejdes i Thailand.

I 1965 dækkede den thailandske jungle 55 procent af landets areal - nu er andelen nede på 25 procent. Hvis man kun regner den tætbevoksede skov af værdifulde træarter med, er det kun 10 procent af Thailand, der er dækket af skov. Faldet i bestanden skyldes omfattende fældninger til forarbejdning af træprodukter, men også fældning til brændsel og rydning af jord til dyrkning eller byggeri.

Nu har myndighederne afsat to femtedele af landets areal til skovreservater. Der er ikke satset meget på nyplantning, men i 1989 indførte den daværende militærregering et overraskende forbud med kommerciel skovhugst. Det har været svært at håndhæve forbudet alle vegne, og der forekommer hugst i smug. Træindustrien er nu næsten helt afhængig af importeret træ fra Burma eller Laos.

Thailand har en af Asiens største fiskeflåder, der mere end fordoblede fangstmængden fra 1980 til 1995. Det skyldes en aftale med Burma, Indonesien, Bangladesh, Indien og Oman, som giver Thailand lov til at fiske inden for disse landes søgrænser. Der er næsten ingen fisk tilbage langs den thailandske kyst, og der har været flere konflikter med nabolandene om fiskerirettigheder. Den største vækst i fiskesektoren sker inden for rejeopdræt. Thailand eksporterer mange frosne fiskeprodukter til Japan, USA, Frankrig og Italien og er med 80 procent af verdensmarkedet den største eksportør af tunfisk på dåse.

Industri
Produktionen af bl.a. biler, tekstiler og elektronik har været inde i en rivende udvikling, og selvom krisen i 1997 vil bremse stigningen noget, varer det ikke længe, før Thailand kan blive medlem af den såkaldte NIC-gruppe for nyligt industrialiserede lande.

En hindring for den status er dog, at det meste af produktionen er koncentreret til området omkring Bangkok, hvor der er de bedste udskibningsmulighder, elektricitet og uddannet arbejdskraft. Herfra stammer halvdelen af landets produktion, og myndighederne arbejder på at få spredt industrien ud over landet, men det kræver en dyr og omfattende udbygning af landets infrastruktur.

Industrialiseringsprocessen tog fart i 1960'erne, hvor industrien kun stod for 7 procent af BNP. I dag udgør den en tredjedel. Tekstil- og levnedsmiddelindustrien var de vigtigste sektorer, men udviklingen inden for tekstilbranchen forhindres af, at udbuddet på verdensmarkedet er enormt, og at bl.a. EU og USA har sat handelshindringer i vejen for den thailandske eksport.

Den vigtigste industrigren har nu i nogle år været elektronikbranchen, som er vokset takket være investeringer fra Japan, Sydkorea, Taiwan og Singapore. Men der er tale om arbejdskrævende samleindustri af importerede komponenter og ikke om højteknologi. Det gør Thailand mindre konkurrencedygtigt på langt sigt, for moderniseringen af landets økonomiske struktur har også presset lønningerne i vejret, og Thailand møder stor konkurrence fra lande som Kina, hvor arbejdslønnen er lav.

Arbejdsmarked og sociale forhold
Arbejdsløsheden har i 1990'erne ligget på få procent, og underbeskæftigelsen er faldet i takt med industrialiseringen. Men den økonomiske krise i Asien fra sommeren 1997 kan meget vel sætte arbejdsløshedstallet noget i vejret, når virksomheder tvinges til at omstrukturere og skære ned. Et stigende problem er også mangelen på veluddannet arbejdskraft.

Det thailandske arbejdsmarked kan deles i to - de landbrugsafhængige landområder, hvor næsten halvdelen af landets erhvervsaktive befolkning er beskæftiget, og de industrialiserede byer med Bangkok i spidsen. I byerne er børnearbejde et stort problem. Titusindvis af børn mellem otte og 15 år arbejder i industrien, og myndighederne forsøger at komme dette problem og andre misforhold på arbejdsmarkedet til livs. I december 1997 underskrev Thailand således en FN-konvention mod børnearbejde.

Fagforeninger har været forbudt i Thailand under forskellige militærregimer, men i dag findes der godt 1.000 fagforeninger i landet. Paraplyorganisationerne Thai Trade Union Congress og National Congress of Thai Labour er de største.

Thailand er et af de lande i verden, hvor den enkeltes sociale situation har forbedret sig mest i løbet af de sidste 20-25 år. Man må dog ikke glemme, at udgangspunktet var beskedent. Den forbedrede levestandard afspejles bl.a. i gennemsnitslevealderen, den faldende spædbørnsdødelighed (nu 3,2 procent) og det daglige kalorieindtag (nu 10 procent over FN's anbefalede minimum). Der er en sygehusseng for hver 500 indbyggere, og der er en læge for hver 4.000 thailændere.

Det gamle siamesiske samfund bestod af tre samfundsklasser: kongefamilien, embedsstanden og landbefolkningen. Siden har en egentlig middelklasse udviklet sig, og en arbejderklasse er kommet til, primært i Bangkok og omegn. Det store flertal af thailændere er dog stadig landarbejdere.

Prostitution er alment accepteret i Thailand, og politiet ser gennem fingre med det. Men den voksende sexindustri er et stort socialt problem, særligt i de populære turistområder som Phuket. Man regner med, at der er mellem 200.000 og to mio. prostituerede, en del af dem er børn.

Sexindustrien har også ført et andet problem med sig. Antallet af aids-syge og hiv-smittede er meget stort. Det beregnes, at cirka en halv million har hiv-virus i blodet, og at mellem otte og ni mio. mennesker tilhører risikogrupper. De thailandske myndigheder forsøgte længe at tie problemet ihjel, men nu har Thailand et af de største programmer for aids-bekæmpelse i Sydøstasien.

De thailandske kvinder er diskrimineret i det offentlige liv, men har ofte ganske stor indflydelse på hjemmefronten. I nord og nordøst er det almindeligt, at jorden går i arv til kvinderne. Kvinder er også godt repræsenteret på handels- og butiksområdet.

Narkohandel er et andet alvorligt problem, og Thailand har en af verdens strengeste straffelove på området. Narkotikamisbruget er også stort. Der dyrkes opium i den såkaldte gyldne trekant, hvor Burma, Laos og Thailand mødes, og det smugles gennem Thailand. Korruptionen i politiet og blandt toldere gør det næsten umuligt at stoppe denne trafik.

Infrastruktur og turisme
Thailands net af jernbaner, kanaler og veje udgår fra Bangkok. Herfra går der fire jernbanelinier med nord, nordøst, øst og syd. De 10.000 km vandveje - hovedsageligt Chao Phraya og kanalerne på den centrale slette - spiller stadig en vis rolle for transporten, men vejene er de vigtigste. De forbinder efterhånden alle egne af landet og omfatter i alt 50.000 km.

Hovedvejnettet er et af de bedste i Sydøstasien, men alligevel utilstrækkeligt. Særligt i og omkring Bangkok er behovet for bedre veje stort, fordi byen har bredt sig ukontrolleret. Trafiksituationen i hovedstaden er kaotisk.

Bangkoks havn blev for et par år siden udvidet med containerhavnen Laem Chabang, der ligger på østsiden af bugten, men kapaciteten er stadig ikke høj nok. Den største internationale lufthavn Don Muang ligger uden for Bangkok og er meget trafikeret, men der er også internationale lufthavne i Chiang Mai, Hat Yai og Phuket. Thai Airways flyver både på indenrigs- og udenrigsruter.

Siden starten af 1980'erne har turismen været Thailands vigtigste kilde til udenlandsk valuta. De vigtigste turistmål er storbyen Bangkok og øen Phuket, der årligt hat to mio. besøgende. Phuket har mistet en del af sin oprindelige skønhed under udbygningen af turistindustrien, men kan stadig byde på tropiske naturoplevelser og rent havvand.

De thailandske myndigheder arbejder på at ændre landets ry som et smudsigt sexrejsemål, og der er bygget nye familiebadesteder, hvilket også vil hjælpe på trængslen og miljøproblemerne i de hårdtbelastede områder som Pattaya. Det er dog fortsat lavprisrejsende, der kommer flest af, en tendens, der er blevet forstærket af kursfaldet på landets valuta.

I 1996 kom i alt syv mio. turister til landet, halvdelen fra andre lande i Syd- og Østasien, men Thailand er også et populært turistmål for mange danskere.

Demografi
Den thailandske befolkning er forholdsvis ensartet. De allerfleste taler thaisprog og er buddhister. I nordøst bor det største mindretal, lao eller lao isan.

Det næststørste mindretal er kineserne, der er godt integrerede i den thailandske kultur. Efter politisk pres tog flere af dem thailandske navne i årene efter 2. verdenskrig og blev thailandske statsborgere. De fleste kinesere er selvstændige erhvervsdrivende, og kineserne sidder på 60 procent af det private erhvervsliv i Thailand.

Langs grænsen til Cambodja lever omkring en million khmerer, de fleste flygtninge og langs grænsen til Laos en stor gruppe vietnamesere. Længst mod syd er der også et ret stort mindretal af muslimske malajer, der har stærke sociale og kulturelle bånd til Malaysia. De mindretal, der adskiller sig mest fra Thailands øvrige folkegrupper, er godt hundrede tusinde mennesker i de nord- og vestlige egne - blandt andre akha, lasu, lisi, hmong og karen. Disse bjergstammer lever ofte i social elendighed med ingen eller mangelfuld uddannelse og misbrugsproblemer.

På trods af den økonomiske udvikling i de sidste par årtier er det stadig fire femtedele af Thailands befolkning, der bor på landet. Hovedstaden Bangkok er den eneste rigtige storby.

Kultur
Thailands kultur er stærkt præget af buddhismen. Der er pragtfulde templer i alle større byer. De ældste bevarede rester af thailandske arkitektur stammer fra Dvaravati-perioden cirka fra år 500 til år 1000. I den gamle hovedstad Ayutthaya kan man se rester af imponerende bygningsværker i sten. Kunst og arkitektur fra denne periode var påvirket af rigerne i Cambodja, Burma og på Sumatra. Det var først med Chiang Mai-stilen fra år 1000 og frem, at landet udviklede sit eget kunstneriske udtryk.

Næsten alle ældre bygninger har en religiøs funktion og er rigt udsmykkede med en eller flere buddhastatuer. Statuerne følger nøje den beskrivelse af Buddha, der findes i sanskritdigtningen - 'ben som en hjort, hage som en mangokerne, hår som skorpionens brod'. Også den klassiske billedkunst var knyttet til religionen - der var først ved slutningen af 1800-tallet, at mere folkelige motiver fik plads i malerkunsten.

Den thailandske litteratur opstod i 1200-tallet, og fra den tid stammer flere digte, ofte baseret på buddhistiske sagn. Prosaværket Thraiphum Phraruang fra 1345 er formodentlig skrevet af kong Lithai, og beskriver inderverdenen, jorden, himlen og en utopisk fremtidsverden. Det har haft stor indflydelse på thailandsk verdensanskuelse.

Den første moderne forfatter var nationalpoeten Sunthon Phu, der i første halvdel af 1800-tallet blev læst og påskønnet både ved hoffet og i den del af offentligheden, der kunne læse. Den thailandske roman opstod i begyndelsen af 1900-tallet.

Et vigtigt indslag i thailandsk hverdagskultur er dyrkelsen af kong Bhumibol Adulyadej og hans familie, der nyder stor respekt i befolkningen. Deres portrætter hænger ofte i private hjem, og der sendes en halv time om kongefamilien i fjernsynet hver dag.

Sprog
Det thailandske sprog - thai - er egentlig fire ret forskellige dialekter, som geografisk følger landets hovedregioner. Dialekten på Chao Phraya-sletten kaldes standard Thai og fungerer som rigssprog og bruges i medierne og på de højere uddannelsessteder. Sproget indeholder tidlige låneord fra kinesisk og er også blevet påvirket af sanskrit, khmer og de religiøse ceremoniers sprog, pali. I nordøst tales Esan (sommetider også stavet Isan), der stort set er identisk med sproget i Laos. Også nordthai - lanna thai - ligner lao, mens sydthai har mange malajiske låneord. Thailandsk har fem toner: Medium, lav, høj, stigende og faldende tone.

Det siges at Thaialfabetet blev indført i 1283 af kong Ramkhamhaeng. Det er inspireret af Khmer-alfabetet og sanskrit-alfabetet og har 44 konsonanter, 24 vokaler og fire diakritiske tegn (accenter), der er med til at angive hvilken tone ordet har.

Eftersom Thailand aldrig har været koloniseret, er der ikke noget europæisk sprog, der er dominerende, men i de senere år er flere og flere engelske ord blevet optaget i rigssproget, særligt inden for teknik og videnskab. Der undervises også i engelsk i skolerne.

Religion
Forfatningen garanterer religionsfrihed, men det er buddhismen, der er den største trosretning. Den har været statsreligion siden 1200-tallet og gennemsyrer samfundsliv og kultur. Størstedelen af befolkningen bekender sig til theravadabuddhismen. Ifølge forfatningen skal kongen være buddhist, og stat og monarki har altid været nært knyttet til religionen. Den buddhistiske tidsregning, der starter ved Buddhas død, bruges ofte parallelt med den vestlige i Thailand. År 1999 svarer til år 2542 i buddhistisk tidsregning.

Thailændernes religionsdyrkelse adskiller sig dog en del fra den buddhistiske skriftlære. Man stræber ikke i samme grad som andre buddhister efter at opnå livscyklusernes endemål, nirvana, men koncentrerer sig om at forbedre dette liv eller det næste ved at gøre gode gerninger. Det anses for særligt meriterende i den forbindelse at give mad og anden hjælp til munke. Munkevæsenet nyder stor anseelse og respekt i det thailandske samfund, og enhver from, mandlig buddhist bør på et eller andet tidspunkt prøve at leve som munk. Det er der ikke mange, der gør, men alle offentligt ansatte mænd har ret til tre måneders betalt orlov, hvor de kan rejse væk og leve som munk. Alle større byer og bysamfund har et wat, en kombination af et kloster og et tempel, som meget af det offentlige liv er koncentreret om.

Overtro, magi, åndemanere og astrologi trives i bedste velgående på alle samfundsniveauer i Thailand, side om side med dyrkelsen af buddhismen. Ved siden af mange bygninger kan man se et lille, smukt udformet åndehus, der skal huse stedets skytsånder. På særlige mærkedage bliver der stillet mad og drikke frem til ånderne.

Der er et lille mindretal af muslimer nær grænsen til Malaysia og på sletten i landets indre egne. Kristendommen er repræsenteret af nogle få vietnamesere og katolske kinesere. Mange af kineserne er tilhængere af den kinesiske lære konfucianismen.

Uddannelse
Et stykke ind i 1900-tallet var uddannelsessystemet knyttet til munkevæsenet, men siden 1921 har der været almen skolepligt. Myndighederne har prioriteret uddannelse højt i de seneste årtier, og næsten alle børn over seks år går i skole. Analfabetismen er blandt de laveste i Asien. Der er grundskoler i alle kommuner, men på landet er det stadig almindeligt, at skolen bliver forsømt, fordi barnet skal hjælpe til hjemme.

Alle børn skal gå i skole i ni år, og det er gratis. Derefter fortsætter cirka halvdelen i gymnasiet, der varer tre år. Hver femte gymnasieelev læser videre ved en af de 20 statslige eller 26 private universiteter og højskoler. Også de private skoler er under statslig kontrol. Landets ældste universitet, Chulalongkorn, ligger i Bangkok og blev grundlagt i 1917.

Massemedier
Store læsekundskaber og en stræben efter at bevare det nationale sprog og alfabet gør Thailand til et af de udviklingslande, hvor der læses mest, målt i antal udgivelser af bøger og aviser. I 1992 blev der udgivet 8.000 nye titler på thailandske forlag.

Forfatningen garanterer ytringsfrihed, og landet har nok den frieste presse i Sydøstasien. Men det er tabu at kritisere kongefamilien eller religionen, og der er udbredt selvcensur i disse emner og i spørgsmål, der har med landets sikkerhed at gøre.

Der udkommer over 30 uge- og månedsmagasiner og 35 dagblade - de fleste udgives i Bangkok. De vigtigste aviser er den ret sensationsprægede Thai Rath (800.000 eks.), den militærstøttete Daily News (650.000) og det mere seriøse dagblad Siam Rath (120.000). De er alle thai sprogene. Blandt de kinesisk sprogene aviser er Sing Sian Yit Pao Daily News (90.000) den førende, mens Bangkok Post (55.000) er den største engelsk sprogene avis. De engelsk sprogene aviser nyder stor bevågenhed blandt magthaverne og anses for at være meningsdannende.

Thailand var det første land i Sydøstasien, der begyndte at sende fjernsyn. Det var i 1955. I dag har landet ni kanaler, både statslige og private. Nogle kontrolleres af militæret. Den statslige radiostation sender på tre kanaler i Thailand, men har også udsendelser i udlandet på flere sprog. Radiostation Voice of Free Asia er underlagt Thailands udenrigsministerium og sender på thai og fire andre sprog. Både tv og radio er reklamefinansieret.