Lumpini Stadium er over 50 år gammelt og absolut ikke at sammenligne med en moderne sportshal. Lumpini huser udelukkende boksekampe, og hallen er derfor kun bygget med dette formål. Her er varmt og fugtigt, mørket hersker i hjørnerne af salen og gulvet er sort af slid. Her er ikke nogle fine fornemmelser, heller ikke for kæmperne, der får lagt håndbind på i et tilstødende lokale fra selve salen, hvor alle - journalister og publikum - har fri adgang.
Colosseum-atmosfæren er udtalt. Med de høje tribunepladser op langs væggen virker ringen som den lille skueplads, hvori gladiatorerne udkæmpede deres kampe på liv eller død. Her slår og sparker Thailands bedste sig til tops, mens taberne bæres ud. Og ved de store kampe er der også masser af action uden for ringen. I hvert ringhjørne stimler en masse thailændere sammen, som hver især har sat penge på kæmperen. Det ligner et scenarie fra en travl dag på Wall Street, hvor der både bliver råbt og kastet med 'håndtegn' mens der handles (væddes) for masser af penge. De fleste thailændere er nemlig vilde med at spille, og thaiboksningen har i mange år været genstand for gamblernes interesse.
Så hver gang kæmperne i ringen eksekverer en teknik mod modstanderen, kan man høre følget i ringhjørnet heppe med et stort 'ohwee'. Dette selvfølgelig både for at gøre dommeren opmærksom på, at de mener, at deres kæmper har vundet, og for at opildne kæmperen til at gøre det igen og vinde kampen.