Dansker fanget i berygtet fængsel
Skrevet af ADM d. 30/09/2012 00:39:51

Udvidet nyhedstekst

I et beskidt, overfyldt og nedslidt fængsel i Thailand kæmper en 36-årig dansker for at holde livsmodet oppe.


Den 36-årige dansker har tidligere siddet fængslet i et åbent fængsel i Danmark, hvor han afsonede to år for narkosmugling. Fængslerne i Thailand er dog meget anderledes. Billedet her stammer fra en fangetransport i Bangkok

For få uger siden blev han anholdt for narko efter en politirazzia i bade- og sexbyen Pattaya, og nu risikerer han en yderst langvarig fængselsdom i de alt andet en behagelige omgivelser.

I det danske udenrigsministerium bekræfter vagthavende, at en dansk statsborger for nylig er blevet anholdt og fængslet i Pattaya i forbindelse med en narkosag.

- Ambassaden har aflagt et besøg i fængslet og yder ham naturligvis den normale konsulære bistand i forbindelse med en fængslingssag - eksempelvis med at finde en advokat og sørge for kontakt til pårørende. Men af hensyn til vores tavshedspligt kan vi faktisk ikke udtale os yderligere, siger Udenrigsministeriets vagthavende til BT.

Fra kilder i Thailand erfarer BT, at det ikke er første gang, at den 36-årige mand har siddet fængslet for narko. For få år siden blev han afsløret i lufthavnen i Kastrup med en større mængde ulovlige piller, som han forsøgte at smugle til Danmark fra netop Thailand. Det kostede ham to års fængsel i et åbent fængsel i Danmark.

Denne gang skulle hans anholdelse i Thailand angiveligt dreje sig om salg af 350 gram kokain og 150.000 piller i Thailand. Hvis han bliver kendt skyldig, vil det kunne udløse en alvorlig fængselsstraf på over 20 års fængsel.

Selv om han blev anholdt i badebyen Pattaya erfarer BT, at den 36-årige dansker nu af de thailandske myndigheder er blevet flyttet ca. 800 km til Phuket, hvor han nu holdes fanget i det berygtede Phuket Provincial Prison.

Fængslet rummer over 1600 indsatte, selv om det formelt kun er beregnet til det halve. 80 procent af de indsatte er bag tremmer for narkoforbrydelser, og der er kun omkring 40 udlændinge.

Det nedslidte fængsel har 115 år på bagen, og er selv efter thailandske normer så uhumsk og umenneskeligt for de indsatte, at myndighederne netop har besluttet at bygge et nyt fængsel i stedet. Blandt andet har mange af fangerne i de senere år været ramt af eksempelvis fnat og tuberkulose.

kilde BT