Majestætsfornærmelse udløser fængselsstraf
Skrevet af ADM d. 08/12/2011 08:48:54

Udvidet nyhedstekst
En amerikansk statsborger dømt til over to års fængsel for at fornærme Thailands kongefamilie.

En amerikansk statsborger er torsdag idømt en fængselsstraf på 36 måneder for at have fornærmet monarkiet i Thailand. USA kritiserer dommen, og mener manden, der er født i Thailand, slet ikke skulle være straffet.

Joe Wichai Commart Gordon blev i lænker ført ind i retssalen, som dømte ham til fem års fængsel. Straffen blev halveret, da han erklærede sig skyldig i at have offentliggjort en i Thailand forbudt biografi om kong Bhumipol på Internettet, mens han var i USA.

- Joe vil ikke appellere dommen, men han vil anmode at blive benådet, siger hans forsvarer Arnon Nampa.

- Han har fået den mildeste straf for majestætsfornærmelse. Han har allerede tilbragt seks måneder i fængsel, og håber på en benådning.

Sagen er den seneste af flere tilsvarende, hvor udlændinge har fået langvarige fængselsstraffe for at fornærme kongefamilien. Menneskerettighedsforkæmpere i Thailand mener de hårde domme er et forsøg på at knægte ytringsfriheden i landet.

Den 55-årige Gordon, der til daglig er bilsælger i Colorado, blev anholdt i maj under et besøg i det populære turistland og anklaget for at have oversat, og offentliggjort, bogen om kong Bhumipol til thai.

Maksimumstraffen for at fornærme kongen eller dennes familiemedlemmer er på 15 års fængsel.

- Vi anser det for at være en meget hård dom. Han er dømt for at have gjort brug af sin ytringsfrihed. Han burde slet ikke have været straffet, siger Elizabeth Pratt fra den amerikanske ambassade i Thailand.

/ritzau/AFP