Det var et grådkvalt øjeblik, da 12-årige Sirapat Kamminsen tog afsked med sin familie i Københavns Lufthavn i marts og fløj til Bangkok.
Udlændingeservice havde afgjort, at Sirapat ikke kunne blive familiesammenført med sin thailandske mor, der har giftet sig med en dansk mand og bor i Danmark.
Sagen vakte politisk debat, og integrationsministeren blev kaldt i samråd. Samtidig sendte familien en stribe e-mail til politikerne i integrationsudvalget i håb om at få hjælp. Flere svarede tilbage, at de ville hjælpe familien med at få Sirapat til Danmark, men ingen har hidtil kunnet gøre en forskel – til stor frustration for Svend Viborg, Sirapats danske papfar.
»Jeg føler mig virkelig magtesløs. Det er svært for mig at beskrive, men man bliver virkelig ked af det og sur. Det er jo ikke et eller andet underligt skattefradrag, vi snakker om. Det er et barns liv,« siger Svend Viborg om oplevelsen med de manglende resultater fra politikernes side.
En af dem er Venstres Eyvind Vesselbo.
»Han har ikke gjort noget som helst af det, han har sagt,« forklarer Svend Viborg.
Eyvind Vesselbo skrev senest for to uger siden til familien, at han vil arbejde på ‘at få løst jeres sag, så den kan ende lykkeligt’ og henviste til, at han tidligere har haft succes med at hjælpe folk i lignende sager:
»Min erfaring er, at min måde at gribe tingene an på er den bedste måde at nå et resultat,« skriver Vesselbo, som forklarer til metroXpress, at han ofte går ind i personsager og forsøger at hjælpe.
Han har blandt andet hjulpet en brasiliansk mand til en opholdstilladelse via et højskoleophold, som gav ham lige nøjagtig nok point til familiesammenføring.
Han har også et par gange oplevet skuffelsen, men det er en del af prisen for at engagere sig, forklarer han:
»Der er flere af min kolleger, der slet ikke går ind i personsager, men det har jeg valgt at gøre. Det er ikke altid, at folk kan forstå det, når man ikke kan løse det, men det er den risiko, man må løbe,« siger Eyvind Vesselbo.
Foruden Vesselbo var De Radikales Marianne Jelved, der tog sagen op på samrådet, og Karsten Lauritzen fra Venstre parate til at hjælpe med at få Sirapat tilbage til Danmark. Karsten Lauritzen foreslog en privat adoption, hvilket viste sig ikke at kunne lade sig gøre.