Antal indlæg: 3349 Tilmeldt: 03.07.09 Status: Offline
indsats mod social dumping / menneskehandel - Køge
Kl. 10.30 henvendte civilklædt politipersonale fra Udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi sig på en adresse i den nordlige del af Køge by for at lave en personkontrol i en forretning inden for massagebranchen.
Da politiet var lukket ind på stedet, undrede politipersonalet sig over en åbentstående dør ud til en tilstødende baghave. Her forsøgte en udenlandsk kvinde at skjule sig for politiet, men hun blev efterfølgende identificeret som en 32-årig kvinde fra Thailand.
Ved kontrol af hendes personlige dokumenter viste det sig, at hun var indrejst i Schengen-området i sommeren 2022 og derfor opholdt sig ulovligt i Danmark på nuværende tidspunkt.
Den 32-årige kvinde blev i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af udlændingeloven anholdt med henblik på eventuel udsendelse af Danmark, når straffesagen mod hende er afgjort.
Under politiets ophold på stedet ankom endnu en udenlandsk kvinde til adressen, og hun viste sig at være en 38-årig kvinde også fra Thailand. Også hun opholdt sig ulovligt i Danmark og blev derfor også anholdt som mistænkt for overtrædelse af udlændingeloven.
Begge kvinders sager blev afgjort straks, hvorefter politiet forelagde deres ulovlige ophold for Udlændingestyrelsen med henblik på en administrativ afgørelse af, hvorvidt de skal udvises af Danmark med et indrejseforbud og efterfølgende udsendes ved Hjemrejsestyrelsens foranstaltning.
Politiet afventer nu denne afgørelse fra Udlændingestyrelsen, men har i mellemtiden underrettet øvrige relevante myndigheder, herunder Center mod Menneskehandel, om sagerne mod de to kvinder.