Moskeerne bag sløret er en særdeles frustrerende oplevelse for alle os, der stædigt tror og håber på vellykket integration.

De tre første afsnit af Moskeerne bag sløret har alle skabt bombastiske overskrifter.

”Imam i Grimhøjmoskeen: Slå dine børn, hvis ikke de beder”, ”Odense Kommune politianmelder fremtrædende imam” og ”Imamer forbyder kvinder at sige nej til sex med ægtemand”.

På tre timer har TV 2 skabt, hvad der nu er mange danskeres billede af landets moskeer. Og i det billede tager imamerne sig forfærdeligt ud.

De taler med to tunger, opfordrer til vold mod børn, råder en kvinde til at blive hos sin voldelige ægtemand – og hun må ikke nægte ham sex.

Det er uhyggelig blåstempling af voldtægt, som ikke kan bortforklares.

Tilrettelæggerne Martin Jensen og Irene Sørensen gaber over en enorm, omstridt mundfuld, når de giver en omfattende beskrivelse af muslimske miljøer som kvindeundertrykkende klubhuse.

Og Moskeerne bag sløret formår at leve op til sit journalistiske ansvar.

Når imamer og talspersoner fra moskeerne bliver interviewet, taler de om integration og respekt for dansk lovgivning. Når de ikke ved, at der er et skjult kamera til stede, får piben en anden, skinger lyd.

Den diskrepans alene retfærdiggør brugen af skjult kamera og muldvarper.
Dokumentaren synes dog at være så opmærksom på, at det er en kontroversiel, journalistisk metode, hvorfor vi tvinges gennem lange, redundante beskrivelser af processen bag afsløringerne, som i øvrigt havde stået endnu skarpere uden den overflødige, dramatiserende musik.

TV 2 har af sikkerhedsmæssige årsager fundet sine muldvarper i udlandet. De giver deres to undercover-muslimer navnene Fatima og Mohammed, og de skal så agere ægtepar.

Moskeerne er åbne over for de nye medlemmer. Men det står hurtigt klart, at fordummende dignitarer ønsker at føre dem direkte over i et parallelsamfund.

Moskeerne bag sløret er en særdeles frustrerende oplevelse for alle os, der stædigt tror og håber på vellykket integration. Langt de fleste muslimer vil uden tvivl integreres, men det er sej kamp, når nogle rådgivende imamer konstant står klar med benspænd.

”Nej, du må ikke tage til fødselsdagsfest hos danske venner. Men du kan sende en pakke med posten.”

Kan det virkelig passe, at dokumentarholdet ikke stødte på en eneste positiv historie fra moskeerne, som kunne inddrages?

Flere af programmernes imamer direkte modarbejder integration. De ønsker simpelthen ikke, at muslimer skal omgås danskere. I deres ideelle verden vendes parabolerne i ghettoerne altid væk fra Vesten.

For de fleste imamer i Moskeerne bag sløret er Koranen uheldigvis ikke åben for fortolkning. Det er en lovtekst. Og det giver nogle nærmest tragikomiske optrin i 2016.

I en moske i Aarhus sidder en imam gemt væk bag et gardin, som var han troldmanden fra Oz. For der er kvinder i lokalet, og i moskeerne er kønnene skarpt adskilt.

Det er bemærkelsesværdigt, hvordan disse imamers holdninger flugter med dele af den danske højrefløjs. Begge parter er skræmte af den fremmede kultur, de står over for. Derfor vil de gøre alt for at holde de to verdener adskilt. Og begge er åbenbart stærke tilhængere af revselsesretten.

Der findes over 250.000 muslimer i Danmark, og én mediefortælling er ikke alles historie. Men det er et relevant og meget alvorligt problem, når magtsyge mørkemænd opfordrer til adskillelse, polygami og socialt bedrag.

De forstemmende eller direkte ulovlige udtalelser står i kø, og de skader både danskere og muslimer. Der er ikke mange svar i dokumentaren, som konstant går efter at få de mest ekstreme udtalelser ved at opdigte fantasifulde historier for muldvarperne.

Således skal Fatma have råd, fordi hun ikke kan få børn, hvilket har fået Mohammed til at slå hende og samtidig søge en ekstra kone.

Moskeerne i Danmark har affødt heftige diskussioner, og flere vil have lukket Grimhøjmoskeen. Men som forfatteren Ahmad Mahmoud påpeger, så er lovgivning ikke nødvendigvis den rette løsning. Opgøret mod de skadelige imamer skal komme fra muslimerne selv