Se emne

Hvem er her? 1 gæst(er)
 Udskriv emne
Elefant tramper mand til døde i kendt thailandsk elefantlejr
nick
#1 Udskriv indlæg
Skrevet d. 31-12-2018 00:41
Bruger avatar

Bruger

Antal indlæg: 285
Tilmeldt: 01.12.09
 Status: Offline

Dødsfaldet er det andet inden for to år i lejr, der beskriver sig selv som det etisk rigtige valg for turister, som vil se på elefanter.

Endnu en ulykke har ramt en af Thailands mest kendte elefantlejre Elephant Nature Park, der ligger i den nordlige del af landet tæt ved byen Chiang Mai.

Da en 58-årig mahout, som er betegnelsen for en elefanttræner, fredag morgen ville tilse en 12 år gammel hanelefant, gik den pludselig amok og slog ham med snablen og trampede på ham adskillige gange. Ifølge thailandske medier blev store dele af hans krop lemlæstet til ukendelighed, og manden døde øjeblikkeligt.

Elephant Nature Park er en af de største elefantlejre i Thailand og har markedsført sig selv som det etisk rigtige valg for turister, som går op i dyrevelfærd. Parken er grundlagt af aktivisten Saengduean Lek Chailert, der i sin lejr plejer omkring 80 elefanter, som tidligere har været brugt i turistindustrien. Derudover driver hun dyrehjem for gadehunde og efterladte katte.

Saengduean Lek Chailert er en skarp kritiker af de elefantlejre i Thailand, som tilbyder rideture og shows med elefanter for turister.

I artikler har hun beskrevet sig selv som en mor for sine elefanter, hvor båndet mellem hende og elefanterne er så tæt, at alle elefanterne kommer og giver hende »et knus«, når hun kalder på dem.

Medlidenhed med elefant
Saengduean Lek Chailert lagde fredag en meddelelse ud på sin Facebook-side, hvor hun sammen med to andre i lyriske former beskrev, hvordan ulykken skete om morgnen, »da solen stod op, og dalen var indhyllet i tåge«.

Hun forklarer, at den 12-årige elefant, som hun har givet navnet Hope, var i brunst, da ulykken skete.

»Måske Hope var forvirret og blev forstyrret af at se nogen, der trængte ind i hans personlige sfære«, skrev hun uden at angive, om lejren har nogen sikkerhedsprocedurer for, hvordan dens ansatte skal omgås elefanter - specielt når de er i brunst og derfor er notorisk aggressive - og om mahouten fulgte eller overtrådte sådanne procedurer.

Saengduean Lek Chailert kalder på Facebook ulykken for en »dyb tragedie« og lover, at der vil blive taget hånd om mahoutens familie, hvorefter hun tilføjer:

»Vi vil også tage os af Hope, for hvem dette også har været en traumatiserende oplevelse. Han er stadig meget ophidset. Den kolde nat vil køle hans temperament ned. Når hans brunstperiode er ovre, beder vi til, at han vil forblive rolig«.

Til den thailandske tv-station sagde lejrens direktør, Weerasak Rungchunkul, fredag, at der var blevet sat en skilt op, som havde advaret folk om ikke at overskride en afstand på 40 meter af Hope. Derudover roste han elefanten.

»Hope er en venlig elefant, som altid har været legesyg over for mennesker«, sagde han.

Hård kritik af dyrevenner
Tidligere i denne uge stillede den danske zoolog Nina Brask i Politiken spørgsmålstegn ved sikkerheden på de elefantlejre i Thailand, som dyreorganisationer fremhæver som de etisk rigtige. Ifølge Nina Brask har disse organisationer et romantiseret forhold til elefanter og overser, at der er tale om vilde dyr i fangenskab.

Det betyder efter hendes vurdering, at det er livsfarligt at komme i nærheden af elefanterne, hvis ikke de har fået en træning, der på den ene side ikke traumatiserer dem, men på den anden side sikrer, at deres mahouter kan kontrollere dem.

På sin hjemmeside reklamerer Elephant Nature Park med, at lejrens elefanter bevæger sig frit rundt ligesom i naturen, samtidig med at man på hjemmesiden kan se billeder, hvor turister går midt inde i store flokke af elefanter.

Desuden tilbyder lejren på sin hjemmeside ophold, hvor besøgende kan arbejde som frivillige.

Ifølge den thailandske tv-station Thairath TV var Elephant Nature Park den første lejr i Thailand, der ikke blot forbød elefantridning, men også at lænke elefanterne og at udstyre mahouterne med de stokke, som de normalt bruger til at kontrollere elefanterne.

Politiken har lørdag rettet gentagne henvendelser til Elephant Nature Park for at høre, om ulykken fredag morgen får ledelsen til at overveje at stramme sikkerhedsprocedurerne for den måde, som både mahouter og turister omgås elefanterne i lejren på, og om ledelsen også vil overveje at udstyre mahouterne med de stokke, som normalt bruges til at kontrollere de store dyr.

Elephant Nature Park har ikke besvaret Politikens henvendelser med den forklaring, at »alle lige nu har meget travlt«.

Uklarhed om anden ulykke
Det er kun to år siden, at en anden elefant trampede en 20-årig mand ihjel i lejren.

Ansatte i lejren fortalte til det nordthailandske onlinemedie chiangmaicitylife, at den 20-årige mand i et stykke tid havde arbejdet uofficielt i lejren sammen med andre mahouter. Dette blev dog benægtet af ledelsen, der også fastslog i en pressemeddelelse, at den ikke havde nogen ide om, hvordan manden var kommet ind i lejren.


»KILDE. Politiken



kat
Til forsiden  Til toppen  Til bunden
Gå til debat:
 

Lignende tråde

Emne Forum Svar Nyeste indlæg
Dansk mand anholdt i Pattaya Nyheder fra Pattaya 5 03-07-2024 08:27
Mand sagsøger thailandsk kvinde efter dansk affære Nyheder på dansk 2 09-06-2024 09:56
Dræbt thailandsk kvinde lukkede 26-årig ind Nyheder på dansk 2 08-02-2024 15:41
Domstol frikender thailandsk oppositionsleder Nyheder på dansk 2 25-01-2024 12:15
14 personer døde i busulykke Nyheder på dansk 2 07-12-2023 12:46

Alt indhold på denne side er Copyright @ copy 2009 Thai DK Debat Forum Alle rettigheder forbeholdes Siden er optimeret til 1024 * 768
Powered by PHP-Fusion copyright © 2002 - 2024 by Nick Jones.
Released as free software without warranties under GNU Affero GPL v3.
Siden dannet på: 0.21 sekunder | 116,443,969 Unikke besøg | jQ Blog