Antal indlæg: 204 Tilmeldt: 23.09.10 Status: Offline
På to år er antallet af russere i Thailand eksploderet. Larmende og uhøflig adfærd får restauranter på ferieøen Phuket til at afvise de nye turister fra Østeuropa.
Sidste år rejste ikke mindre end 1.014.493 russere nemlig til det asiatiske land for at feriere ved de thailandske strande.
Det russiske feriefolk fylder i en sådan grad, at nogle restauranter har udstedt decideret russer-forbud. Og det forbud er ikke taget ud af den blå luft, fortæller Niracha Andersen, der oprindeligt kommer fra Thailand, og som er kommet på Phuket siden hun var 16 år.
»Russerne har ingen pli. De kommer til Thailand med nogle meget store armbevægelser og uden respekt for noget. Og for en thai er det meget, meget vigtigt, at man er velopdragen og opfører sig ordentligt«, fortæller Niracha Andersen.
Nyrige russere uden rejseerfaring
Kent Rausner, har boet på Phuket i 13 år og ejer to hoteller i henholdsvis Kata og Patong. Han kender til flere steder på Phuket, hvor restauranter ikke vil have russere ved bordene.
»Det findes flere steder. Men vi har også restauranter, hvor israelere ikke er velkomne. Thaierne er hurtige til at stemple udlændinge. Men jeg tror mest, det sker på restauranter, der er ejet af vesterlændinge. De har måske haft nogle dårlige oplevelser og er lidt bange for, at deres stamkunder ikke vil komme længere. Så bliver det pludselig et salgsargument, at der ikke er russere i restauranten«, lyder det fra Kent Rausner.