Bruger
Antal indlæg: 337
Tilmeldt: 04.12.11
Status:
Offline
|
06.12.2011 Kanchanaburi
Godmorgen Dagbog.
Et hårdt slid
135 små net jeg selv havde lavet og som tog mig 2 dage at lave, blev i går sat op ovre hos de to piger i stegende hede. Føj for fanden der stank oppe på taget, due lorte over det hele der selvfølgelig osse var halvt flydende gjorde det til en ulækker oplevelse i middags varmen, men jeg havde forberedt mig på svineriet og havde monteret de ældste klude jeg havde og løb ud i bad da jeg endelig var færdig og blev ekstraordinært tilbudt en kølig af fruen som jeg selvfølgelig ikke afslog
Midt i seancen kom Jos_38 lige forbi til en kop kaffe, og som sendt fra himlen og som om han forstod hvilke pinsler jeg var udsat for, kunne jeg sætte mig ned nogle timer og snakke Dansk og hygge mig i skyggen mens jeg diskret kløede mig næsten til blods på grund af alt det due støv jeg havde overalt på kroppen. Men vi fik snakket om det nye akvarium som er utroligt flot med de store fisk og alt muligt andet som vi plejer, så det var vældigt hyggeligt igen at være sammen med ham
Det sidste store hul om bag pigernes hus blev lukket godt og grundigt da Jos_38 var kørt, så de 20 duer der lever der ikke kan komme tilbage og fortsætte deres evige og meget irriterende uhu som starter allerede 6 morgen og genere alle naboerne. Kat fik ordre på at holde stigen og så ellers holde kaje, for det var jo meget farligt som hun villigt fortalte mig om, og hele tiden ville have mig til at kigge på noget andet end det jeg havde gang i her 3 meter oppe på en gyngende stige. Naboerne stod og kiggede på det store projekt som det egentlig var at først kravle rundt oppe på tagryggen og nu at stå på øverste trin på den 3 meter lange stige og kommenterede med thumbs up og fortalte Kat at de var meget glade for det jeg gør, så nu jeg er færdig og sidder her tidlig morgen og skriver til duernes fortvivlede, uhu nu de hverken kan komme ind eller ud, og får mig til at tænke over hvor mange dage der mon går indtil de finder ud af at de lige så godt kan finde et andet sted at hærge og lægge deres æg, men det vil tiden vise
Dagen før var vi ovre og kigge på de gamles hus, på den anden soi, her havde fætteren de havde hyret til at banke noget plastik op for at holde duerne ude, (glemt) at lukke 11 huller. Så det var hurtigt overstået efter at manden havde kørt mig ind til byen for at købe trådnet til 60 Bht meteren, havde klippet og bukket det til små net, og så ellers sat det op på 10 minutter. Kat havde klædt sig ud som terrorist og havde kun nogle små huller at kigge ud af, hun ville gøre rent for den 80 år gamle dame mens jeg lavede mit arbejde. Centimeter tykt due lort lå på fliserne sammen med en masse hundelorte selv om de ikke har hund, det er såmænd naboens hund der hopper over den lave mur og klogt nok skider inde hos dem, og ikke inde hos sig selv, det lugter jo
Nå, men ellers nærmer tiden sig hvor Dardi og Mon igen kommer og spolerer min hverdag, Kat glæder sig som et lille barn til igen at se sin veninde igen, og kan dårligt vente. Men hun er godt nok bekymret over mine planer om at vise dem omegnen på knallert, hvorfor ikke songthaew siger hun og kommer med en masse søforklaringer for at skåne sin bagdel. Men nej, Dardi er lige så tosset som mig med at tage billeder, så hvis han vil stoppe og tage billeder når jeg slæber ham rundt, stopper vi.
Men ellers er her ro på, vi sidder nu meget ude i carporten i skyggen der er kommet fordi jeg har sat noget lysegrønt bast op for at mindske sollyset og algerne i akvariet. Det hjælper så også os med solen der her i December står meget lavt og skinner ind af vinduerne og er generende, så det er dejligt skyggefuldt derude hvor fiskene også ser ud til at nyde at jeg ikke lægger håndklæde over akvariet mere. Jeg sidder der også fordi ryggen bestemt ikke er i julehumør, det er noget rigtigt ged lige for tiden og hamrende irriterende, men der er ikke andet at gøre end at sidde stille så jeg er klar til de nye gæster jeg efterhånden har haft mange af. Der er i øvrigt en ny der har meldt sig på banen der kommer herud om 5 dage og opholder sig kun 20 kilometer herfra, og den venlige sjæl tilbød meget generøst at tage noget med til mig hvis der var noget jeg manglede, tusind tak for det
Og for at det ikke skal være løgn, ringede Jannik i går og sagde de kom forbi et par dage i næste uge. Og næste uge ville sige Mandag eller Tirsdag hvor Dardi kommer Mandag, så der bliver tryk på
Og det har været et travlt år, 2 flytninger og 2 rejser. Utallige ture mellem Samui og Nonthaburi og de 4 gange vi var heroppe for at finde et hus. En masse besøgende fra Danmark, Tyskland og Japan + en masse ture rundt her omkring Kanchanaburi, og lige så mange hvis ikke flere, ture rundt for at finde og købe det vi manglede har ikke fået tiden til at gå langsomt, tværtimod. Men det har omvendt givet mig kendskab til byen og området så jeg kan bruge smutveje for at undgå den tunge og raceragtige trafik, så det gør nok ikke så meget at jeg sidder og slapper lidt af med en kølig på Kat’s opfordring har jeg besluttet
Og det gør jeg så igen her til morgen (altså uden den kølige!!) i venten på varmen der lader vente på sig som i går, selv vores gåtur ind til markedet som ellers godt kan få sveden frem hos os begge, var sgu halvkølig. Omkring 28 grader og overskyet var ikke meget midt på dagen hvor vi var på jagt efter Bui Bua (gødning til vandplanterne), og champignoner på markedet til den planlagte Spaghetti Cabonara. Så jeg har bestilt et arktisk udstyr for at holde kulden på afstand, varme thermo sokker og en foret kedeldragt samt sammenklappelige snesko må vel være nok ??
Mange af duerne har allerede opgivet deres forsøg på at komme ind der fik naboen til i morges at sige at han var rigtig glad, ham som bor lige ved siden af pigerne har længe været træt af både svineriet og stanken og ikke mindst larmen. Men nu det er Thailand kan man jo ikke sig noget direkte, så han var i vældigt humør og sagde endda nogle ord på Engelsk som han ellers aldrig gør. Så morgen teen blev nydt uden det sædvanlige heppekor der er en befrielse og fik noget af permafrosten i kroppen til at tø langsomt op. Nu kongen har haft fødselsdag og alt igen er åbent, skal jeg ud og betale strømregning, og det vil jeg have ordnet først på dagen som nu er flyttet til omkring klokken 11. Men det er faktisk også det eneste jeg har planer om i dag, jeg skal jo være klar til alle gæsterne.
Nu det er en måned siden jeg blev klippet sidst og var tæt på at ligne en punk rocker dog uden øreringe, besluttede vi os for noget af en ekspedition. Vi ville gå ned til skrigegaden hvor jeg giver 50 Bht for en klipning selv om der er 6 kilometer derned, og lige så langt hjem igen. Turen gik fint nok med Kat’s sædvanlige irritation over trafikken og den manglende respekt fra knallertkørerne for gående der typisk begynder når vi nærmer os byen, og i dag fik mig til at vise hende alle de skilte der fortæller at vejen er ensrettet selv om der er en voldsom trafik i den modsatte retning. Den fangede hun sgu ikke rigtigt fordi politibetjente lige så selvsikkert også kørte den forkerte vej, og selv om hun forstod når jeg forklarede hvad et skilt betød, vandt Thailogikken nu politiet gjorde ligesom alle de andre, og hun besluttede sig for at næsten at være sikker på at jeg ikke forstod Thailand
Jeg holdt næsten hele vejen derned, næsten fordi vi en lille kilometer fra frisøren var nødt til at holde en pause så ryggen kunne få lidt fred i en lille fortovs restaurant hvor jeg blev tildelt en kølig sammen med en halv pille. Og det hjalp efter 10 minutter så vi kunne gå det sidste stykke bare for at sidde og vente en lille time fordi manden havde travlt, men stolene der blev hevet uden for forretningen stod i skyggen så vi kunne studere alt det der skete og som er langt fra de fredelige forhold hjemme, så det var ikke så slemt. Men igen var jeg glad over IKKE at bo dernede med alt den trafik og larm efter kun at have siddet der i små 10 minutter blev jeg enig om med mig selv, og ærgrede mig lidt over ikke at have taget knallerten så vi kunne komme hurtigt væk fra kampzonen. Men nu havde jeg jo sagt A, og måtte så også sige B i kampen om at få ryggen til at virke igen. Så da de lyse lokker var molesteret begyndte hjemturen i langsomt tempo for ikke at ryge ud i at skulle tage en tuk tuk, de ansatte i de forretninger vi plejer at handle i, smilede og hilste på os og spurgte om vi ikke skulle købe noget. Men vi havde rigeligt i at slæbe os selv efterhånden og måtte afslå selv de gode tilbud, hvad med 5 kilo hvidløg til 100 Bht sagde Kat da vi gik forbi en pickup der selvfølgelig med en monster højtaler falbød sine varer, hun havde glemt at vi var på gåben fandt hun ud af
Og endelig nærmede vi os den lille soi hvor knallerten står parkeret for ikke at blive ædt af hundene der genkender lyden fra knallerten, men bestemt ikke genkender os når vi er på gåben. Så den står der hver gang vi går tur som ærgrer mig nu der kun er 100 meter fra huset op til den store vej, men i dag var det herligt at kunne undgå de dræbende 100 meter på gåben nu vi lige havde gået 12 kilometer. Nu syntes jeg sagde Kat da vi kom hjem og havde stillet knallerten ind, at du skal sætte dig udenfor og slappe af med en kølig mens jeg gør rent. Og det kan jeg jo ikke sige nej til og lystrede pligttro og satte mig ned og fintænkte lidt over mit liv mens hun nynnende gik inde på den anden side af vinduerne og hyggede sig med musikken fra hendes telefon. En sød pige der tager sig af mig og aldrig siger nej, en fredfyldt carport med et flot akvarium og et roligt kvarter, flinke naboer der bombarderer os med frugt eller søde sager og en flot natur.
Hvad mere kan man forlange af livet ???
Sådan vil jeg slutte denne gang, jeg kan ikke vise billeder af den årlige festival nede ved broen fordi der simpelthen var for mange mennesker, og fordi området var afspærret for kørende i 2 kilometers omkreds. Det var sgu for meget falang til mig og overlever nok at måtte leve uden alt det plastik og skrammel de tusindvis af boder bugnede af, jeg kan heller ikke vise billeder af den sorte skorpion der nu er her, den havde som en struds gemt hovedet i en revne i cementen, og havde ‘kun’ sin hale ude i det fri. Så jeg er begyndt at tage lommelygten med når jeg vågner tidligt og skal udenfor, bare sådan for en sikkerheds skyld
Buddha bliver heller ikke glemt denne gang fordi han passede på mig i de halsbrækkende øvelser jeg var ude i oppe på taget og på stigen, og han passer i øvrigt på os hver dag…… |