Antal indlæg: 285 Tilmeldt: 01.12.09 Status: Offline
røvsyg ja men nogle flotte klip fra det blå hav og den pragtfulde strand som folk skal lede længe efter på øen
de finden den ikke stranden blev kunstig skabt , det der er tilbage i dag er forurenet
hele øen er totalt ødelangt
Ja Nick det har du ret i, jeg må indrømme jeg kan ikke engang huske hvor det er de tager hen, er det ikke krabi?
Men de steder der bliver turist steder, bliver de som regel ikke altid ødelagt med for mange mennesker? Bare se hvordan der er blevet på phuket, nu er det efterhånden et stykke tid siden jeg har været der tror det var 2001 jeg var der sidst og der var det allerrede ødelagt med for mange turister. Og talte med en forleden han havde været der før den tid og han sagde der var det allerrede blevet ødelagt, så han gad ikke phuket mere.
Antal indlæg: 717 Tilmeldt: 13.01.10 Status: Offline
fandt denne gamle historie på bt har selv været på øen i 1999 0g igen i 2010 og kommer der aldrig igen
PHI PHI - paradis eller Hollywood-helvede
Efterdønningerne fra filmen »The Beach« ruller ind over Phi Phi-øerne, hvor den blev optaget. B.T. tog til Thailand for at tjekke temperaturen på Leonardo DiCaprio-feberen år ét efter Hollywood-filmen. Missionen gik ud på at finde svar på spørgsmålene: Har filmen været et plus eller et minus for den thailandske øgruppe? Er den stadig et paradis, eller er den blevet et Hollywood-helvede?
En stille brise får kokospalmerne til at svaje let, som de står der og majestætisk strækker sig op imod den perfekte blå himmel. Sandet er så hvidt, at solskinnet kastes tilbage og skærer i øjnene. Så fint som sigtet hvedemel. Smaragdgrønt vand lokker i lagunen. Så blødt, at det ligner silke.
Det ligner en strand så smuk, at den kun kan findes på et filmlærred.
Sådan har mange nok tænkt om billederne fra »The Beach«, der blev optaget i Maya Bay på Phi Phi-øerne i det sydlige Thailand.
I filmen med Titanic-stjernen Leonardo DiCaprio er ideen netop, at stranden er så fantastisk smuk, at den må holdes hemmelig for ikke at blive spoleret.
Virkeligheden er i gang med at bevise, at det plot holder hele vejen, for filmens reklame for Maya Bay har haft den stik modsatte effekt.
Så mange turister strømmer til området, at de nærmest har oversvømmet en af verdens flotteste strande og dens mange stort set lige så smukke fætre og kusiner i området.
I højsæsonen, der falder sammen med vinterhalvåret i Danmark, har Phi Phi i de seneste 10 år været velbesøgt på kanten til overbefolket, mens lavsæsonen i juni-juli til gengæld har budt på Robinson Crusoe-lignende tilstande med »hver mand, sin strand«.
Det har filmen forandret.
»I må flytte i morgen. Jeres bungalow er reserveret, og alt er besat. Vi er meget kede af det,« lyder det efterfulgt af en strøm af undskyldninger fra den unge thai-pige i receptionen.
Hun bider sig i læben, vrider hænderne og rent faktisk ser hun også oppe i de mandelformede mørke øjne til at være oprigtigt trist over at lange denne meddelelse over disken til de lamslåede danske turister.
»Jamen, det her er jo lavsæson,« starter sætningen, men dør stille ud, for det argument er for længst forældet på Phi Phi.
Typisk for Thailand lykkes det senere på dagen at finde en løsning på problemet, og pigen klarer op i et vamt smil.
Men sådan er Phi Phi Islands blevet efter Leonardo.
»Det er blevet lidt vanvittigt efter filmen. I højsæsonen for et halvt år siden var vi for første gang ude for, at der simpelthen var for mange mennesker. Tidligere har vi bare nydt, at så mange turister ville besøge os, men øen var helt fyldt op, og folk sov på strandene i tusindvis. Men hvad kan vi gøre? Det er jo godt for forretningen, og vi vil jo ikke bede turister, der har rejst halvvejs rundt om jorden, om at blive væk,« lyder det fra øens borgmester - eller Phu Yai, som det hedder på disse kanter, Mr. Manop Gongkhaoriup, der ikke er ivrig efter at svare på spørgsmålet om den Seven-11 shop, som er blevet banket ned lige foran den kaj, hvor turistfærgerne lægger til. Så i fremtiden vil det første indtryk efter landgangen på hovedøen Phi Phi Don være den gigantiske købmandskædes grøn-orange neonskilt.
Der går lang tid, inden Phu Yaien svarer.
»Det ville da være bedre, hvis turisterne så noget lokalt, når de gik fra borde. Noget natur eller kultur, men sådan er »business«. Jeg lover dine danske læsere, at stedet her ikke bliver ødelagt. Vi har for eksempel sat bøjer ud, som kaptajnerne på de mange tur-både kan fortøje ved, så de ikke ødelægger koralrevene ved at kaste anker, og så har vi ansat mange folk til at holde øen ren og gør meget for at bevare den natur, vi er så berømte for,« siger øens Phu Yai og smiler igen høfligt.
Knap så sikker i sin sag er den engelske dykkerinstruktør Andrew Hewett, der bor fast på Phi Phi og har The Adventure Club, en forretning på Phi Phi-landsbyens hovedgaden med udflugter både over og under havet overflade. Han lever af og i naturen, og han er bekymret over det, han ser på Phi Phi.
»Jeg kan godt være i tvivl, om man gør nok for at forhindre øerne i at blive spoleret af overturisme. Det er ikke nok at ansætte gadefejere til at holde hovedgaden ren. Der er afgjort for mange mennesker på Phi Phi selv i lavsæsonen, og i højsæsonen var det så slemt, at der ovre i Maya Bay simpelthen ikke var plads til alle de tur-både, der kom sejlende. Mange kommer hertil på en dags-ture for at se stranden, hvor »The Beach« blev optaget, og det er synd, for Phi Phi har så meget andet end den ene strand. De får et overfladisk og forkert billede af øerne, ja, de spilder efter min mening tiden,« siger Andrew Hewett, der selv arrangere det, kan kalder ecotours - »økologiske udflugter i samspil med omgivelserne« i stedet for at trampe naturen ned, når man går i Leonardos fodspor.
»Man kan ikke holde det exceptionelle hemmeligt - sådan er det over hele verden, så nogle steder bliver i perioder over-mættet af turister. Alle vil se de gode steder. Og når en film som »The Beach« overalt på kloden har fremstillet Phi Phi som noget specielt, så vil alle dertil. Det var efter min mening en skidt film, og det kan hjælpe os, for den vil formentlig være glemt om nogle få år, og så vil turist-strømmen finde et lavere leje,« mener den erfarne engelske dykker-instruktør, der selv for syv år siden forelskede sig i stedet og blev hængende.
Paradis - i 1988
Det var der også al mulig grund til, og da undertegnede i 1988 for første gang besøgte øgruppen, var ordet »paradis« helt på sin plads.
Siden er der sket meget, og det er faktisk gået i begge retninger.
Det er nemt at sige, at stedet er overfyldt, slidt, for dyrt og for kommercielt, og at alting var bedre engang.
Det er blevet for nemt.
Hvis man bevæger sig bare en smule uden for landsbyen ved hovedstranden Ton Sai, er der stadig skønne strande, hvor der er så langt mellem turisterne, at man ikke automatisk skaffer sig dødsfjender ved at ryste håndklædet for sand.
Man kan stadig bo i en beskeden bungalow direkte på en ren, hvid strand for 35 kroner per mand per nat. Og man kan stadig svømme få meter ud fra nogle af strandene og se alverdens akvariefisk svømme omkring sig i det klare vand og måske endda få et glimt af en af de ellers så sky hajer, der ikke er mere skræmt af turisterne, end at de stadig kan spottes uden det store besvær, hvis man ifører sig maske og snorkel og er nogenlunde stille i overfladen.
I forhold til først i 90erne, hvor Phi Phi boomede for første gang, har man fået styr på en del.
Hovedgaden er ikke længere en enten mudret eller støvet sti, men en pæn brostensbelagt strøg, hvor man kan promenere i roligt øtempo og nyde, at der ingen biler og knallerter er på øerne.
Byggeriet falder heller ikke voldsomt i øjnene, for man følger den glimrende regel om ikke at bygge højere end den højeste palme, og så er nogle af de tidligere Klondyke-lignende blikskure skiftet ud med lidt pænere huse, der glider bedre ind i miljøet.
Selve landsbyen består af en stribe restauranter og små butikker tilsat en god håndfuld rimeligt uskyldige barer, der absolut ikke er nær så pågående som deres kolleger i Pattaya, Patong Beach på Phuket og til dels på noget af Koh Samui, hvor sprut-kultur og prostitution skæmmer billedet i uhyggelig grad og skræmmer den »pænere« del af turisterne væk.
Men selvfølgelig er der mere gang i nattelivet på Phi Phi end for 13 år siden, hvor de eneste tilbud var en hippie-bar ude på en fjern strand og den åbne restaurant med bambustag og det prangende navn Music Hall, hvor man kunne nyde en kold Singha-øl og en tallerken-fuld frisk frugt, mens stedet viste en video-film - dengang var det »Top Gun« tre aftener i træk(!) - og lukkede ved ti-tiden.
På minussiden er hyppige oliespor på de tidligere superstrande lige ved landsbyen og en del døde koralrev omkring øerne.
Men Phi Phi-øerne er stadig et næsten overjordisk smukt sted, selv om det bestemt ikke er blevet hemmeligholdt som stranden i »The Beach«.
Men hvor længe endnu?
Stedet kan meget vel risikere at blive kvalt i sin egen succes, og den umiddelbart ubetalelige reklame fra filmen kan meget vel have været et ruinerende dødsstød.
Lignende tråde