Familien Danmark får krisehjælp
Skrevet af ad d. 11/05/2009 07:28:33

Udvidet nyhedstekst

Tusindvis af danskere med arbejde, hus og familie søger hjælp hos organisationer, der hjælper folk på samfundets bund.

Martin Axel Andersen har et godt fast arbejde som socialpædagog, men klatgælden voksede, nye lån betalte de gamle, og nu skylder han 600.000 kr.
 
Den Sociale Retshjælp og andre krisecentre, som ellers kun er til for kriminelle og hjemløse, bliver bestormet af danskere i gode, faste job, som har lånt så meget, at de er kommet i en desperat gældssituation.

»Vi bliver bogstavelig talt kimet ned. Af hundredvis af folk i huse og andelsboliger, som ikke har råd til at betale boligydelsen. Også fra bankansatte og advokater, der normalt har haft styr på det hele og altid har betalt til tiden, men nu er de totalt i opløsning«, siger Sandy Madar, formand for den landsdækkende rådgivningstjeneste Den Sociale Retshjælp.

Mange må gå forgæves
Men Retshjælpen, Forbrugerrådet og andre hjælpeinstanser har kun bevilling til at hjælpe socialt udsatte – ikke folk med job og bolig.

Derfor må mange danskere gå forgæves.

»Dem, vi har i forvejen, har allerede mistet alt, mens de her mennesker har alt at miste. De har været forblændet af de år med forbrugsfest, vi har været i, og købt mærketøj og fladskærme og iPods og dyre ferierejser, for det skal man jo. Nu står de til at miste deres hus, bil og ikke mindst deres anseelse blandt familie og venner. De socialt udsatte græder aldrig, når de er her – men Familien Danmark græder ofte«, siger Sandy Madar.

150.000 slipper næppe af med gælden
Den voldsomme privatøkonomiske nedtur blandt danskerne er resultatet af en enorm gældsætning, der har stået på i årevis, og som bliver blotlagt nu, hvor den økonomiske krise kradser.

Et forskningsprojekt, som netop er afsluttet på handelshøjskolen CBS i København, viser, at op mod 7 procent af de danskere, der befinder sig i aldersgruppen 31 til 59 år, har en gæld, der er over dobbelt så stor, som den indkomst, de får udbetalt på et helt år.

Det vil sige, at en gruppe på mindst 150.000 danskere nu har så stor en gæld, at de næppe nogensinde kommer af med den.

I gennemsnit har de hver især gæld for 400.000 kroner, efter at de har modregnet alle deres egne værdier, eksempelvis hus, bil og pensionsopsparing.

I virkeligheden er problemet nu endnu større, end undersøgelsen viser, vurderer professor Finn Østrup, der har været med i forskningsprojektet.

»Vores tal er fra 2006, og siden da er boligværdierne faldet, så nettogælden utvivlsomt er blevet endnu større for flere mennesker. Det er virkelig overraskende og dybt problematisk, at så mange mennesker i alle alders- og indkomstgrupper skylder så mange penge væk i forhold til deres disponible indkomst«, siger han.

Ny rådgivningstjeneste - for alle
Den Sociale Retshjælp tager nu konsekvensen af de mange henvendelser og opretter en rådgivningstjeneste, der kan hjælpe gældsplagede danskere, som ikke er socialt udsatte.

’Gældkompagniet’, som navnet bliver, regner med at kunne hjælpe op mod 400 personer om året – altså kun en brøkdel af behovet, vurderer formand Sandy Madar.

Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) har netop afvist en række forslag fra Socialdemokraterne om blandt andet at lade lånesektoren finansiere en offentlig gældsrådgivning.

Men både Venstre og Socialdemokraterne vil lægge pres på ministeren.

»Når så mange mennesker havner i en gældsfælde, kan vi ikke lade stå til«, siger Venstres forbrugerordfører, Flemming Damgaard Larsen.

kilde http://politiken.dk/indland/article708045.ece