Debatemne: Thai-Dk Din debat side :: Danmark dejligt eller ???

Oprettet af maichai d. 15-09-2014 07:36
#68


Regeringen pønser på at lade ejendomsskatterne stige

Jeg gider ikke betale mere i ejendomsskat. Vi betaler i min lille familie i forvejen for meget for vores beskedne 98 boligkvadratmeter, blot fordi de ligger i landets hovedstad.

Men jeg kommer til at betale mere, og det samme gør du, med mindre du bor i Udkantsdanmark, hvor mange vurderinger i dag utvivlsomt er for høje i forhold til ejendommenes reelle pris.

Alle vi, der bor i og omkring landets større byer, skal betale ekstra, hvis regeringen gennemfører den nye vurderingsmodel, som regeringens ekspertudvalg torsdag fremlagde.

Hvis vi havde valgt en anden livsstil, så kunne vi være sluppet. Hvis vi havde sparet på boligen og i stedet valgt en livsstil med vinterferie i Sankt Anton, forårsferie i Rom, sommerferie på Mallorca og efterårsferie i Thailand, så ville vi ikke blive pålagt nogen skatteforhøjelse, for der er ingen særskilt udlandsferieskat i Danmark, kun en særskilt boligskat.

Hvis man tjener en halv million om året og rejser for de fleste penge, så betaler man kun sin moms og ingen skat på værdien af hverken egen gylden hudfarve eller gode ferieminder. Men hvis man tjener en halv million og bruger en stor andel af sin indkomst på at bo lækkert, så rammer skatten hårdt.

De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder? Nej, det er dit forbrugsvalg, som afgør din skattebetaling, og vælger du at bruge mange af dine penge på at bo godt, så skal du betale mere i skat, end hvis du bruger dine penge på alt andet.

Jeg har aldrig forstået rimeligheden i det, men der kommer mange penge i statkassen, så rimelighedsbetragtninger er ikke nødvendigvis relevante her. Den egentlige begrundelse for ejendomsskatterne er, at staten bare gerne vil have pengene.

I det mindste er der et skattestop for ejendomsværdiskatten. Hvis det bevares, så vil den økonomiske udvikling med tiden udhule dén boligskat. Grundskylden er imidlertid ikke underlagt skattestoppet, så især husejerne kan se frem til mange års skatteplyndring i takt med, at grundpriserne stiger.

Lad os få et skattestop for grundskylden også. Den boligskat trænger også til at blive udhulet.


http://puls.b.dk/...rne-stige/