Konflikten med Putin om Ukraine præger selvsagt Nato-topmødet, der finder sted i Wales i disse dage.

Op til mødet har borgerlige danske politikere ikke holdt sig tilbage med at rasle med sablen. Godt hjulpet af regeringen, som har besluttet inden længe at sende op mod 300 soldater til Baltikum for at vise solidaritet med de tre Nato-lande, der føler sig truet af Ruslands ageren i Ukraine.

Venstres forsvarsordfører Troels Lund Poulsen hører til de mest krigeriske: – Det er naivt at tro, at man bare kan sætte sig ned og snakke med russerne, siger han – underforstået, at de kun har respekt for krudt og kugler.

Nato-generalsekretær Anders Fogh er ligeledes en stærk fortaler for at opruste mod øst. Har han magt, som han har agt, risikerer de 28 Nato-lande at sætte gang i et våbenkapløb og udløse en ny kold krig.

Putin er skurken – ingen tvivl om det. Hans annektering af Krim-halvøen og direkte militære støtte til prorussiske oprørere i det sydøstlige Ukraine kan selvfølgelig ikke accepteres af verdenssamfundet.

Vestlige ledere har måttet erkende, at de i realiteten er magtesløse over for Putins aggression. USA og EU har pålagt Rusland økonomiske sanktioner og strammet dem i flere omgange, men uden synligt resultat. Derfor kan det være fristende for Nato at spille med musklerne og optrappe militært i håb om at bringe Putin til fornuft.

Men det er et spil med mange ubekendte – med risiko for en væbnet konflikt. Og både politikere og generaler må efterhånden have lært, at krig løser ingen problemer. Der er ingen vej uden om forhandlingsbordet.

Mens de russiske separatister fortsætter kampene, forsøger Ukraines præsident tilsyneladende at skrue en våbenhvile sammen. Samtidig med, at den russiske udenrigsminister tilbyder at samarbejde om at nedtrappe konflikten.

Alle muligheder må afprøves, inden krigsliderlige Nato-politikere får overtaget.