---

en fascinerede historie, hvem har flere oplysninger om damen



Hun færdes blandt konger og bønder

Senator, ulandsarbejder, dansk ambassadørfrue og arkæolog. 71-årige Pensak Howitz fra Thailand kan se tilbage på et liv med eventyr og dramatik - men også på et hjemland i krise.

Pensak Howitz' villa nord for København er ikke som de fleste danske hjem. Man bliver hurtigt klar over, at her bor et menneske, der har oplevet mere end de fleste, og som er splittet mellem to verdener.
I dagligstuen står en gruppe smukt håndskårede mahognimøbler fra Thailand.
Her er også en meterhøj statue og andre orientalske figurer. Men sofabordet prydes af et musselmalet fad fra Den Kongelige Porcelænsfabrik, og i et hjørne af det store rum, dukker en af Wegners sorte Y-stole op.
Vi sætter os under to fotografier. Det ene af Pensak Howitz foran Thailands konge og dronning. Det andet viser husets frue i selskab med dronning Margrethe - begge kvinder med slør - under regentens statsbesøg i Saudi-Arabien i 1984.
»Man skulle nok tro, jeg tilhører overklassen«, siger hun : »Men det gør jeg ikke.
Hvis man endelig vil dele samfundet op i klasser, så tilhører jeg dem alle sammen.
Jeg kommer på kongeslottet i Bangkok.

Jeg har min gang på ambassaderne. Men jeg kommer også ude i landsbyerne og skovene. Jeg spiser sammen med de fattige bønder og sover blandt dem. På en måde er jeg to personer«. Pensak Chagsuchinda Howitz blev født ind i en kendt familie. Moderens slægt var adelig - oldefaderen havde været hertug i sit eget lille fyrstendømme omkring byen Sakon Nakhon i det nordøstlige Thailand.

Han lod senere sit land indlemme i kongeriget Thailand. Faderen kom ud af en intellektuel Bangkok-familie og var uddannet advokat fra Thammasart Political University. Alligevel var han ikke helt fin nok for den tidligere fyrstefamilie, og som i et andet eventyr endte han med at bortføre sin unge elskede.

»Det lyder måske som guld og grønne skove - og skove var der også mange af, men min familie var ikke specielt optaget af guld. Min far arbejdede som dommer, og vi flyttede rundt fra egn til egn hele min barndom. Der blev kimen til den nomadetilværelse, jeg har levet lige siden, lagt«, fortæller Pensak Howitz.
Pensak Howitz' forældre var ikke som de andre overklassefamilier i Thailand.

Hendes far tog mange af de dømte forbrydere under sine vinger og lod dem arbejde for sig i stedet for at sende dem i fængsel.
»Han mente ikke, de blev bedre mennesker af at være spærret inde i en celle«, siger hun . I stedet satte han dem til at vogte bøfler, passe høns og udføre praktisk arbejde - og hans egne børn var med.
»Det var den smukkeste tid i mit liv. Vi tilbragte det meste af tiden blandt fattige bønder Jeg lærte at leve nede på jorden.
Eller kort sagt - jeg lærte at leve«.


Døde for demokratiet
Fundamentet for den sociale bevidsthed blev støbt i området omkring Sakon Nakhon, hvor hendes forfædre engang havde været fyrster. Selv om det på mange måder var en sorgløs tid, var Thailand også underlagt et militærregime. Landet var præget af stor uro, der kulminerede med den japanske invasion i 1941.

Onklen Tiang Sirikhanth var en berømt frihedskæmper, der brændte for et frit og demokratisk Thailand. Han havde studeret på Sorbonne, oversat flere af Rousseaus værker til thai og var medstifter af bevægelsen Free Thai Movement.
»Under krigen kom han af og til forbi mit barndomshjem. Udsultet, mudret, beskidt og træt«, fortæller Pensak Howitz.
Efter Anden Verdenskrig blæste der nye vinde ind over Thailand. Regimet faldt, og landet fik en demokratisk valgt regering.
Onklen var med helt fremme og fungerede bl. a. som indenrigsminister i efterkrigsårene.
Men det var en ustabil periode, og i 1952, efter endnu et kup, blev han myrdet.

»Det var et stort tab for mig og min familie, men også for Thailand og for det spæde demokrati«, siger Pensak Howitz og får tårer i øjnene: »Min onkel var en martyr«. Pensak Howitz tog som ung til Bangkok for at studere arkæologi - en videnskab, hun i dag har en doktorgrad i. Men undervejs i studierne mente hendes forældre, at det var på tide at blive gift. De stod klar med et godt parti - en giftemoden general fra hæren.

»Jeg var indstillet på, at jeg skulle giftes, men ikke med den mand. Der var ingen følelser i det for mig, og jeg bad mine forældre forstå, at det ikke ville blive et lykkeligt ægteskab«.

I mellemtiden dukkede der et tilbud op, som den unge studerende ikke kunne sige nej til. Hun havde modtaget et stipendium fra det danske Udenrigsministerium om at komme til Danmark og studere. Forældrene gav sig, og i 1963 rejste hun til København.
Det stod hurtigt klart, at kemien mellem Danmark og den unge kvinde fra Thailand var rigtig god.
»Det endte med, at jeg boede her i 14 år«, siger Pensak Howitz.

Efter uddannelsen i arkæologi var der bud efter hende på universitetets Asienstudier.
På det tidspunkt var der ingen mulighed for at studere thai på KU, men Pensak Howitz tog del i oprettelsen af en thai-sektion og underviste selv i flere fag, bl. a. buddhisme.

En af de studerende var den danske diplomat Frantz B. Howitz, der skulle klædes kulturelt på til sin udstationering i Bangkok.
»Det var ikke kærlighed ved første blik, men efter et år var vi uadskillelige«, fortæller Pensak Howitz, der i første omgang måtte blive i Danmark og gøre sin gerning på universitetet færdig, før hun sluttede sig permanent til sin mand i Bangkok et par år senere.




Taget som gidsel
Som thai havde Pensak Howitz forudsætninger, de andre ambassadørfruer ikke havde: »De forlod stort set ikke Bangkok.
Det var for usikkert. Men jeg kunne færdes overalt«. Frantz Howitz havde en fortid som kontorchef i Danida og var optaget af ulandsstøtte.

Han så det som en af sine fremmeligste opgaver at igangsætte hjælpeprojekter i det dengang meget fattige Thailand. Han rejste med sin kone op til hendes hjemegn Isaan ved byen Sakon Nakhon. Isaan udgør det nordøstlige hjørne af Thailand og er også i dag den fattigste og mest tilbagestående del af landet.

»Vi tog ud inkognito i hele Isaan og undersøgte, hvad vi kunne gøre for at hjælpe«, fortæller Penzak Howitz.
Men parret kæmpede mod tiden. Partisaner inspireret af de kommunistiske guerillaer i nabolandet Laos stod stærkere og stærkere for hver dag, der gik.

»Det var en farlig tid. I Bangkok ønskede man at bekæmpe partisanerne med militær magt, men hvad skulle det hjælpe? De havde folkets opbakning, fordi folk oppe i Isaan sultede og ingen uddannelse havde. Det var dét, min mand og jeg ønskede at give dem«. Partisanerne fik færden af ambassadørparrets tilstedeværelse i området. De bad Frantz og Pensak Howitz om at holde sig væk, men parret blev i Sakon Nakhon. En dag gik det galt. Pludselig var de to mennesker omringet af mere end 800 desperate landsbyboere: »De ville have skoler.
De ville have kvæg. Med ét var vi hovedpersoner i et gidseldrama«.


Hjælp fra kongen og danskerne
Frantz og Pensak Howitz blev nu holdt tilbage, men valgte at gå i dialog med de fattige lokale.
»Vi blev hurtigt klar over, at det var mennesker, der bare gerne ville sikre et bedre liv for deres børn. De fleste af dem havde aldrig læst Marx og Engells, for de kunne ikke læse«. Ambassadørparret kørte nu et højt spil og lovede, at de ville få bygget skoler til de lokale børn. Problemet var, at parret slet ikke havde de penge, der skulle til for at opbygge og drive sådan et skoleprojekt.

»Landsbyboerne stolede på os og løslod os. Straks efter tog vi til Bangkok i forsøget på at rejse midler«, fortæller hun .
Danida stod klar til at donere penge, men slet ikke nok. Det endte med, at et netværk af danskere i Bangkok gik ind i projektet og hjalp til på forskellig vis. Også regeringen og kong Bhumibol bakkede op med hjælp via sociale fonde.


Parret var nu pludselig dybt involveret i ulandsarbejde, og det blev grundlaget for at starte den private hjælpeorganisation Raindrop Foundation. Flere projekter blev sat i gang. Der blev bygget skoler og sat fokus på kvinders rettigheder. Daglejere fik husdyr at leve af, og der blev opført et center med et børnehjem, der hvor Pensak Howitz' familie havde haft sin bolig gennem flere generationer. Med denne strategi kunne ægteparret tage en del af æren for, at partisanerne i Isaan til sidst forsvandt som en trussel.



Samarbejdet med Thaksin
Efter en længere periode som dansk ambassadørfrue i først Saudi-Arabien og derefter to år i Japan mistede Pensak Howitz i 1986 sin mand. Hun besluttede at vende hjem til Thailand og genoptog her arbejdet med Raindrop Foundation. Samtidig blev hun mere og mere optaget af politik.

I 2000 stillede hun op til valget som senator for Sakon Nakhon. Hun blev valgt ind i senatet for en syvårig periode og arbejdede de følgende år tæt sammen med bl. a. Thailands nye premierminister, Thaksin Shinawatra.

Som senator var hun ikke medlem af hverken hans eller noget andet parti. Senatorer må gerne være politiske, men forfatningen forbyder dem at være medlem af et parti. Pensak Howitz fik bl. a. påvirket Thaksin til at droppe et stort vejprojekt tværs gennem landet. Her går allerede en sti, der bliver brugt til smugling af illegale varer, ja selv mennesker.

»En asfalteret vej her ville have intensiveret den ulovlige trafik, men Thaksin lyttede og handlede«. Desværre skuffede den kendte premierminister også mange med sin lånepolitik over for de fattige bønder . Udadtil så det lovende ud, men faktum var, at han sendte landbefolkningen ud i stor gæld ved at lade dem bruge løs af penge, de slet ikke havde.
Thaksin betalte lokale politikere for at tale hans sag blandt de uoplyste bønder .

»Folk uden uddannelse er nemme at forføre. Mange af dem tror, at demokrati handler om at tilfredsstille parlamentet«, siger Pensak Howitz, der fandt Thaksin mere og mere grådig og ikke kunne stå inde for hans politik.
»Men jeg har på en måde også ondt af ham«, afslører hun med henvisning til, at han i dag lever i eksil og er gået mere eller mindre under jorden.

Hvorvidt Thaksin har chance for at komme tilbage til thailandsk politik, tør Pensak Howitz ikke svare på: »Han er jo dømt for korruption, men han har store formuer og stadig mange venner i Thailand«. Det har bl. a. været fremme, at Thaksins familie hævede store pengebeløb i maj og juni - penge, der formentlig er gået til at støtte den bevægelse, der ønsker Thaksin tilbage som regeringsleder i Thailand, rødskjorterne.

»De store grupper kan jo ikke mobiliseres uden fyldte maver«, siger Pensak Howitz.
»Det er fattige bønder , så nogen giver dem mad. Hvem?«.



De mystiske sorte krigere
Da urolighederne mellem Thaksins tilhængere og regeringens gule sympatisører blussede op i foråret, lagde Bangkok kulisse til nogle af de blodigste scener i Thailands moderne historie.
Midt under gadekampene dukkede der pludselig nogle mystiske, sortklædte partisansoldater op. Deres ansigter var tildækkede, og de håndterede professionelle våben. De kæmpede på den røde side mod hæren, og deres tilstedeværelse fik konflikten til at eskalere. Frygten for en regulær borgerkrig blussede op, for her var en professionel garde, der udgjorde en reel trussel mod militæret.

Hvor kommer disse mystiske krigere fra? Hvad vil de opnå? Det spørgsmål står endnu hen i det uvisse. Hvem der har trænet dem, og hvor træningen har fundet sted, er en del af mysteriet.
»Jeg tror ikke, Thailand er på kanten af en borgerkrig lige nu. Men det er klart, at faren er der, og vi må tage situationen alvorligt«, siger Pensak Howitz.

For få dage siden valgte regeringen at forlænge undtagelsestilstanden i Bangkok.
Officielt for at sikre, at rødskjorterne ikke forsamler sig til nye demonstrationer, men det forlyder, at angsten for de sorte krigere er den egentlige årsag.

Regeringen har samtidig nedsat en kommission, der forsøger at nå til bunds i sagen. Noget tyder på, at der er mere end én hemmelig milits, og pilene peger i forskellige retninger, bl. a. mod det muslimske Sydthailand.
»Jeg håber ikke, der er en forbindelse til de muslimske provinser eller til muslimske samfund uden for Thailand, men hvorfor vil de ikke vise deres ansigter? Hvem er de«, spørger Pensak Howitz.



Det blå parti stormer frem
I de fleste vestlige medier har fokus været på de røde Thaksin-tilhængere versus de gule, der støtter den nuværende regering.
»Så simpelt er det ikke«, påpeger Pensak Howitz. Der er mange flere grupperinger, og især én af dem vokser næsten dagligt i styrke: Blåskjorterne, ledet af rigmanden Newin Chidchob.

De blå har formået at sno sig fra en alliance med Thaksin til nu at støtte regeringen.
Under urolighederne i både 2009 og i foråret 2010 så man de blå kæmpe imod de røde, men flere iagttagere peger på, at barometeret hurtigt kan svinge igen, hvis det viser sig mere belejligt at gå i alliance med de røde endnu en gang.
Newin har brugt nogle af de samme kneb som Thaksin over for landbefolkningen.

Flere har peget på hans lyssky forretningsmetoder og sat spørgsmålstegn ved, hvordan hans rigdom er vokset eksplosivt, mens Thailand har oplevet økonomisk afmatning. Også Newin kædes sammen med de sortklædte partisaner.
Er det i virkeligheden ham, der har organiseret militsen for at sætte lus i skindpelsen og selv vinde på det i sidste ende? Newin har gode kontakter langt ind i militæret - et ikke uvæsentligt parameter for Thailands kommende regeringsleder.

»Han kan vinde det næste valg i Thailand«, mener Pensak Howitz. »Men det bliver formentlig i en koalition med det nuværende regeringsparti, det konservative Democrat Party«. Ved siden af de gule, røde og blå er andre mindre grupperinger, der har antaget en mere neutral linje. Her er de multifarvede den mest fremtrædende stemme.
Hvor de gule har stor opbakning i Bangkoks jævne middelklasse, tæller denne gruppering især intellektuelle og fritænkere i hovedstaden, der er blevet trætte af skænderierne og gadevolden.

De multifarvede står tæt på to mindre grupperinger, de hvide og de sorte ( ikke at forveksle med de sorte krigere). Disse to små grupper står for en neutral og pragmatisk linje og har ikke på noget tidspunkt ønsket at gå ind på nogen af siderne eller at bekæmpe dem.
»Disse to grupper har min største sympati«, fortæller Pensak Howitz. »De hvides slogan Clean & Clear er et skridt i den rigtige retning«.


Kernen i Thailands krise
Pensak Howitz peger på, at forholdet mellem Bangkok og resten af landet er et kardinalpunkt i forståelsen af den verserende uro. På den lange bane er det formentlig Thailands største udfordring, at landet er delt i to: den glitrende, rige hovedstad og de langt mindre udviklede landdistrikter.

»Det er en gammel sang. I Bangkok opfattes min families hjemegn, Isaan, stadig ikke som en rigtig del af Thailand, fordi det i fordums tid hørte under Laos. Men 60 procent af landets befolkning bor altså der, og jeg vil snarere mene, at det er Bangkok, der ikke er det rigtige Thailand«. Den tidligere senator lægger ikke skjul på, at hendes hjerte ligger ude på landet.
»Det er her, vi skal løfte. De store skel i Thailand handler ikke om fattigdom versus rigdom. De handler om, at folk i Bangkok er uddannede, mens folk på landet er uoplyste og uvidende. En radikal reformering af vores uddannelsessystem er alfa og omega«. Pensak Howitz tror på en lysere fremtid for Thailand, men understreger, at der skal reformer til, og at alle må være tålmodige.
»Ulighederne i samfundet skal udjævnes.

Undervisningssektoren skal forbedres kraftigt. Og så skal lovene og domstolene fungere ordentligt«, understreger hun : »De, der ikke har rent mel i posen, skal straffes. Ellers bliver Thailand ikke fredeligt«. Noget tyder på, at regeringen har hørt efter i timen her. For nogle dage siden nedsatte man en kommission, der skal undersøge 154 firmaer og 83 enkeltpersoners økonomi. Disse aktører er alle under mistanke for hvidvaskning af store pengebeløb - som også Thaksin er dømt for.
»Det er et tegn på, at lovene fungerer.


Sådan skal det være«, siger hun tilfreds.
Om hun vender tilbage til politik på topplan, ved hun ikke endnu. Raindrop Foundation tager fortsat meget af hendes tid, men når det kommer til demokratiet, er hun fortrøstningsfuld: »Politiske konflikter er jo aldrig positive som sådan, men se på, hvad det er, der rent faktisk sker lige nu. Folk ytrer sig. De går på gaden. De protesterer, og de skændes om politiske agendaer. Tidligere var befolkningen ligeglad. Statskup kom og gik, mens livet gik videre. Sådan er det ikke mere, og det ser jeg som et tegn på, at demokratiet på den lange bane har gode kår i Thailand«.
De, der ikke har rent mel i posen, skal straffes. Ellers bliver Thailand ikke fredeligt.


Fakta: blå bog Pensak Chagsuchinda Howitz
Født i Sakon Nakhon, Thailand, 1939.
Dr. phil. i arkæologi. Medstifter af thaistudierne på Københavns Universitet og mangeårig underviser både her og på det prestigefyldte Chulalongkorn Universitet i Bangkok.
Gift med ambassadør Frantz Bonaventura Howitz 1974 til hans død i 1986.
Senator i hjemlandet 2000-2007.
Stifter og leder af hjælpeorganisationen Raindrop Foundation.
Bor på skift i Danmark og i flere hjem i Thailand.