Debatemne: Thai-Dk Din debat side :: Turister melder om stigende chikane fra thailandsk politi

Oprettet af per1234 d. 07-02-2015 00:15
#1

Efter militærkuppet i Thailand i sommer har flere turister følt sig som økonomiske malkekøer for bødelystne politibetjente.

Straksbøder for cigaretskod på gaden og kontant afregning for ikke at kunne levere urinprøver på stedet er oplevelser, som turister i stigende grad klager over i Thailand.

Det skriver TIME Magazine på baggrund af snesevis af artikler i lokale aviser, klager til ambassader, blogindlæg og opdateringer på sociale medier.

Problemet er angiveligt særlig stort i og omkring Bangkoks natteliv, hvor turister føler sig forfulgt af aggressive politibejente.

”Hvis du tager til Sukhumvit Road, kan du se politiet på jagt efter turister, der ryger eller smider cigaretskod fra sig. Turisterne bliver bedt om at vise deres pas og betale en bøde på 2000 baht (knap 400 kroner, red.). Det sker hele tiden,” siger antikorruptions-politikeren Chuwit Kamovisit til TIME.

Han beretter også om tilfælde fra prostitutions-kvarteret Soi Cowboy, hvor politiet venter på turisterne, når de forlader området. Her bliver turisterne spurgt, om de har taget stoffer og afkrævet urinprøver på stedet. Nægter turisterne at betale, koster det en straksbøde på 20.000 baht, knap 4.000 kroner.

Britisk ambassadør drøftede chikane med regeringen

Politiet har i stigende grad rettet kikkerten efter turisterne i kølvandet på kuppet i maj sidste år, hvor seks måneders politisk krise endte med, at den demokratisk valgte regering blev sat fra magten af en militærjunta.

I december tweetede den britiske ambassadør Mark Kent, at han havde drøftet turisternes stigende utryghed ved ordensmagten med Thailands regering:

”Mødtes med turistministeren her til morgen. Vi talte om en række emner, inklusive meldinger om visitationer i Bangkok,” skrev han dengang.

Kort forinden havde turisten Reese Walker skrevet et brev et læserbrev i Bangkok Post om en episode, hvor hun sammen med sin forlovede blev stoppet og visiteret af politiet.

”Da vi spurgte om årsagen, grinte betjentene bare ad os. De bad endda min forlovede om at levere en urinprøve ved vejen. På baggrund af nu to skræmmende episoder, som vi fandt racistisk motiverede, vil vi ikke anbefale andre at besøge Thailand,” lød det i avisspalterne.

100.000 kroner for at blive løsladt

Også TIME Magazines australske korrespondent i Bangkok, Ian Lloyd Neubauer, har mærket politiets angivelige forråelse i det ellers turistvenlige Thailand på egen krop.

Juleaften besøgte han en bar i hovedstaden, som blev udsat for en politirazzia, hvor han blev falsk beskyldt for forsøg på at købe stoffer. Ian Lloyd Neubauer fik ifølge sin egen beretning at vide, at politiet ville lade ham gå, hvis han betalte tæt på 100.000 kroner på stedet.

Under sit ophold i detentionen klagede han via af den australske ambassade over forløbet og fik svar via fra de thailandske turistmyndigheder:

”Den kongelige thailandske regering og det kongelige thailandske politi har ingen politik om at tilbageholde, chikanere, bortføre, true eller narkoteste vestlige turister i Thailand.”

Bangkok blev sidste år besøgt af over 16 millioner mennesker. Antallet er dog faldet med næsten to millioner i forhold til det foregående år.


http://jyllands-p...sk-politi/